Min søn og jeg beder om din hjælp

Hvad får et menneske til at ydmyge sig og gå i sultestrejke foran Christiansborg ? Det gør afmagt og en hidtil forgæves kamp for at generhverve retten over min søns og mit eget liv. På 4. år kæmper jeg sammen med min advokat for at få danske myndigheder til at indse den uret de har begået mod min søn og mig, men trods velmenende ord gør de INTET for at hjælpe.

Indtil 3. juni 1998 var jeg en af offentligheden ukendt 40-årig nyskilt mor til en søn på 8 år. Jeg boede i USA, var uddarnnet som advokatsekretær, havde været sælger for et stort edb-firma og var i gang med en universitetsuddannelse som socialrådgiver. Jeg havde fuld rådighed over huset, hvor min søn og jeg boede, havde en god økonomi og en god pensionsordning. Helt normalt.

Mit eneste problem var, at min eks-mand endnu ikke helt havde forliget sig med, at vores ægteskab var ophørt og gjorde alt muligt  for at skabe juridiske og økonomiske problemer for mig. Vi havde ganske vist indgået et fuldstændigt forlig om alle praktiske forhold ved retten i vores hjemby, men det respekterede min eks-mand ikke. Han forsøgte at lægge en lænke om min fod, så jeg end ikke kortvarigt måtte rejse ud af vores hjemstat med min søn uden hans skriftlige tilladelse, men det lykkedes ikke for ham ad rettens vej.

I god tro og i forvisning om, at alle formaliteter var i orden tog jeg sammen med min søn den 3. juni 1998 på den sædvanlige og i forliget aftalte sommerferie i Danmark for at besøge min familie. Men det som var tænkt som en afslappende sommerferie blev et mareridt, som jeg ikke vil ønske for nogen.

Min eks-mand og hans foretagsomme advokat havde nemlig i al hemmelighed forberedt en udspekulert plan, som de nu uden tøven iværksatte. Via amerikanske og danske myndigheder blev jeg uden videre, og i al hemmelighed, anklaget for børnebortførelse og mødt med et krav om at returnere til USA aldeles omgående. På hvilket grundlag? Ikke andet grundlag end nogle ugyldige retsdokumenter fremsendt af min eks-mands advokat. Kan jeg dokumentere og bevise det? Ja. Hjælper det? Nej.

Men de danske myndiqheder kunne vel hurtigt se, at der ikke var noget grundlag for anklagen mod mig? Tilsyneladende ikke, for trods mine gentagne opfordringer til at kræve fuldgyldig dokumentation blev der i største hast afsagt en kendelse ved fogedretten i Aalborg, hvorefter jeg skulle anholdes og min søn øjeblikkeligt udleveres til min eks-mand i USA. I lyset af den omhu, hvormed man i USA undersøger alle danske dokumenter vedrørende Tvind, er det ufatteligt, at det var  og er umuligt at få danske myndigheder til at undersøge noget som helst. Nogle måneder efter fogedrettens dom blev min søn bortført til USA, og jeg har nu ikke set ham i 3 år, dårligt nok talt med ham. 

Men her ender historien ikke. Min eks-mand og hans advokat sørgede samtidig for, at jeg i USA - og uden min viden og tilstedeværelse - blev idømt 6 måneders fængsel for børnebortførelse. Jeg kan derfor ikke vende tilbage til USA og kæmpe for min søn. Fængselsdommen blev for et halvt år siden annulleret af den amerikanske ret, men på grund af passivitet i Civilretsdirektoratet blev den genindført på min eks-mands initiativ. Kan jeg dokumentere og bevise det? Ja. Hjælper det? Nej.

Min eks-mand ønsker nemlig at forhindre mig i at vende tilbage til USA, for mens jeg har været fanget i Danmark, har han med sin advokats medvirken tilegnet sig forældremyndigheden over min søn og i øvrigt tilranet sig alt mit jordiske gods i USA i form af ejendom og penge. Jeg har den amerikanske centralmyndigheds ord for, at retsgyldigheden af de dokumenter, der blev fremsendt til Danmark, og som er årsagen til min ulykke bør undersøges til bunds, men de danske myndigheder er totalt afvisende. Kan jeg dokumentere og bevise det? Ja. Hjælper det? Nej.

Så du/I dokumentarudsendelsen om Pernille Jørgensen, som selv måtte hente sine børn i Egypten? Min historie er den samme. Men i mit tilfælde drejer det sig bare om Danmark og USA, der begge har underskrevet Haagerkonventionen, som skal sikre børn internationalt. Politikerne vil så gerne have befolkningen til at tro, at internationale konventioner løser alle problemerne, der kan opstå i disse børnesager. Virkeligheden er en helt anden! Jeg har som sagt ikke set min søn i mere end tre år, dette på trods af, at USA og Danmark gensidigt har tiltrådt konventioner, der skulle sikre at vore børn ikke mister en forældre. Pernille Jørgensen ville hellere ingen gøre noget for eller høre på. Først da det kom offentligt frem i medierne og for åben skærm, hvordan myndighederne arbejder, når det drejer sig om børn, kom der politikere og embedsfolk på banen. Det eneste politikerne og myndighedeme åbenbart har respekt for er medierne. De har overhovedet ingen respekt for det enkelte individ og dets rettigheder.

Min advokat Jytte Thorbek har i de sidste 3 år arbejdet ihærdigt for at skaffe mig oprejsning, men alt har hidtil været forgæves. Hun beskriver alle detaljer i min sag i en bog, som udkom den 23. april d. å. Bogen hedder ”Strejftog på juraens slagmark”, og den vil forhåbentlig medvirke til, at der kommer en offentlig debat om min sag.

Efter næsten 4 års kamp, gik jeg i sultestrejke foran Christiansborg den 3. april hvor jeg stod i 10 dage. Den 30. april modtog jeg et brev fra Civilretsdirektoratet, at man bare ville lukke sagen. 1. maj returnerede jeg til Cristiansborg og er i total sultestrejke indtil de respektive myndigheder erkender deres fejl og re-etablerer min søns og mit liv.

Vil du hjælpe mig med, at trænge igennem til myndighederne? På forhånd tak og med venlig hilsen 

Kirsten Chesnut mobiltlf: 22932409