Uddrag
af Jytte Thorbeks bog: "Strejftog på juraens slagmark",
som udkom 23.
april 2002.
(Side 69-97 er her gengivet med forlaget Aschehougs venlige tilladelse.)
Danmark som
farligt ferieland
Den følgende beretning er
ekstremt belastende for Civilretsdirektoratet og de danske domstoles
troværdighed. Ved en ureglementeret sagsbehandling har de danske myndigheder
ødelagt livet for den danske kvinde Kirsten, som blot tog på ferie i sit
hjemland med sin otteårige søn. På trods af klare beviser på en fejlagtig
håndtering af sagen nægter myndighederne at erkende deres fejl og give Kirsten
oprejsning. Sagen overgår alt hvad jeg hidtil har oplevet som advokat.
Kirsten
blev i 1986 gift med Bill og fik en søn med ham. Parret boede i staten
Mississippi, men ophævede samlivet i sommeren 1997. En foreløbig kendelse fra
retten gik ud på at ingen af forældrene måtte tage barnet med ud af Mississippi
før spørgsmålet om forældremyndighed var afgjort. Denne afgørelse forelå 14
dage senere, hvormed forbudet bortfaldt.
I
god tro rejste Kirsten og John derfor til Danmark i juni 1998 for at besøge
familien. Men på grundlag af en udokumenteret påstand fra Bill om
børnebortførelse afsagde en jysk fogedret godt en måned senere en dramatisk
kendelse: Kirsten skulle anholdes og John udleveres til eksmanden.
Kendelsen
er et historisk overgreb mod en sagesløs person. Kirsten fik ikke mulighed for
at redegøre for sine forhold og bevise at anklagen var falsk. Kendelsen har
fået katastrofale følger for Kirsten, der har mistet sin søn og hele sin
formue. På nuværende tidspunkt har hun i tre år ikke set John, som bor hos sin
far.
Første møde
med Kirsten
Da jeg mødte Kirsten for første gang i marts 1999, havde
hun været adskilt fra sin søn i en måned. Hun kom fra et møde på Christiansborg
hvor hun havde opsøgt både justitsminister Frank Jensen og Folketingets
retsudvalg for at finde forståelse for sin sag. Men det virkede ikke som om de
danske myndigheder havde i sinde at gøre noget. Da jeg talte med Kirsten, var
hun stadig i chok over det der var overgået hende, men hun troede endnu på at
retfærdigheden ville ske fyldest til sidst.
På Christiansborg havde retsudvalgets medlemmer rådet
Kirsten til at søge advokatbistand. Jeg forstod at mit navn også var blevet
nævnt. Jeg savnede ikke opgaver, men efter at havde hørt lidt om sagen lovede
jeg at hjælpe efter bedste evne. Sagen er indviklet og omfangsrig, blandt andet
fordi den berører retsforholdene i både USA og Danmark og disse landes
forståelse af Haagerkonventionen om børnebortførelse.
Et
problematisk ægteskab
Kirsten gav mig i første omgang følgende orientering:
I 1986 giftede hun sig med amerikaneren Bill, der boede i
staten Mississippi. De havde mødt hinanden i Danmark. Da Kirsten rejste over
til Bill i USA, medbragte hun en mindre formue fra salget af sin ejerlejlighed
i Danmark, og den fik hun god brug for. Bill havde været arbejdsløs i et års
tid da de blev gift, og Kirsten finansierede nu hans nye uddannelse til
sygeplejerske. Bills ejerlejlighed var også ved at gå på tvangsauktion, hvilket
Kirsten først erfarede efter at hun var flyttet sammen med ham. Men takket være
hendes medbragte formue og det forhold at hun hurtigt fik et godt job, kom Bill
og hun over den økonomiske krise.
Men snart opstod der andre problemer. Bill drak og var
Kirsten utro. På grund af alt dette overvejede Kirsten allerede tidligt
skilsmisse, men da hun blev gravid i 1989, bestemte hun sig for at blive i
ægteskabet for barnets skyld. Hun havde orlov fra sit arbejde da John blev født
i februar 1990, men i 1994 forlod hun arbejdsmarkedet helt for at læse til
socialrådgiver på universitetet. John blev tilknyttet universitetets børnehave.
Der var kun lektioner på universitetet tre dage om ugen, og Kirsten kunne
derfor være sammen med John resten af tiden.
Bill så ikke meget til sin søn. Han arbejdede på 12
timers nattevagt tre dage om ugen, og det store alkoholforbrug, besøgene på
natklubber og utroskaben fyldte fortsat meget i hans tilværelse. Kirsten var
stort set alene om at passe John. På et tidspunkt konsulterede parret en
ægteskabsrådgiver, men det hjalp ikke på Bills alkoholproblem.
Bill kørte galt med bilen, han kom i slagsmål og fik en
voldsdom – alt sammen på grund af et meget stort alkoholforbrug, der var hans
måde at løse problemer på. Da han også begyndte at drikke derhjemme, blev det
Kirsten for meget. Som hun beskrev det for mig:
Når Bill ikke var ude at drikke, drak han hjemme, mens
han surfede på internettet natten igennem. Jeg protesterede mod drikkeriet i
hjemmet, da jeg følte, at John nu havde nået en alder, hvor faderen skal
optræde som rollemodel. John og jeg stod oftere og oftere op til øldåser og
drinksglas spredt rundt i huset.
I forhold til John fandt Kirsten det ikke længere
holdbart at blive i ægteskabet.
Ægteskabssagen
I foråret 1997, hvor Kirsten kun manglede et år af sin
universitetsuddannelse som socialrådgiver, besluttede hun sig for at ophæve
samlivet med Bill. Hun ønskede at få forældremyndigheden over den syvårige
John. I juni 1997 indleverede hendes advokat en stævning til retten vedlagt et
udkast til en retsafgørelse, som man normalt gør i USA.
Dommeren skrev
samme dag med håndskrift på udkastet til retsafgørelsen at ingen af parterne
måtte tage John med ud af Mississippi før der var truffet afgørelse i
spørgsmålet om forældremyndighed. Samtidig blev der aftalt et retsmøde hvor der
bl.a. skulle tages stilling til spørgsmålet om forældremyndighed.
Den 1. juli 1997 blev spørgsmålet om forældremyndighed
imidlertid afgjort ved et forlig, som blev indført i retsbogen med virkning som
en dom. Parterne aftalte at de skulle have fælles forældremyndighed. John
skulle have fast bopæl hos Kirsten i familiens hidtidige bolig, og Bill skulle
have samvær med John hver anden weekend. Sommerferien skulle deles med fire
uger til Bill og seks uger til Kirsten, og der blev af de fælles midler afsat $
3.000 (da. kr. 24.000) til Kirstens sommerferie i Danmark i 1998. Alle
andre spørgsmål om bodeling, løbende samvær og bidrag blev ligeledes aftalt.
Det væsentlige for den sag som her skal beskrives, er at
dommerens „udrejseforbud“ bortfaldt i det øjeblik spørgsmålet om
forældremyndighed blev løst. Efter den 1. juli 1997 var det altså ikke ulovligt
for Kirsten at tage John med ud af landet. Og så længe rejsen ikke greb ind i
Bills samværsperioder, behøvede hun heller ikke Bills samtykke.4
Diskussionen
om ferierejsen begynder
Allerede på dette tidspunkt var det tydeligt at Bill var
vred over at Kirsten havde afbrudt forholdet og at han ønskede at gøre livet
besværligt for hende. Han foretog talrige chikanerende telefonopkald til hende
og indleverede søgsmål om problemer som i Danmark aldrig ville komme for en
dommer, selv om separationssagen formelt set var afgjort. På denne måde kan en
part i en sag udmarve den anden part økonomisk fordi det som nævnt er meget
kostbart at føre retssager i USA.
Det virkede også som om Bill var fast besluttet på at
ødelægge Kirstens planer om at holde sommerferie i Danmark med John i sommeren
1998 – planer som hun allerede havde forelagt ham under separationsforhandlingerne.
Den 18. november 1997 indleverede Bill således en
stævning til retten. Hans primære formål hermed var at få nedlagt et forbud så
Kirsten ikke kunne rejse nogen steder med John uden Bills skriftlige samtykke.
Et sådant krav ville Bill naturligvis ikke have fremsat hvis det forbud der
gjaldt fra den 18. juni til den 1. juli 1997, stadig havde været i kraft.
Sammen med stævningen var der, som det er kutyme i USA, vedlagt et udkast til
en retskendelse, der naturligvis ikke var underskrevet af en dommer idet sagen
endnu ikke var blevet behandlet i retten.
Kirstens advokat indleverede kort tid efter et svarskrift
til retten hvor hun afviste forbuddet. Retten fastsatte herefter et retsmøde
til den 9. januar 1998, men den 8. januar blev sagen udsat på ubestemt tid på
Bills foranledning. Ingen ret har siden behandlet stævningen af 18. november
1997, hvilket vil sige at den naturligvis ikke kan tillægges nogen gyldighed.
Kirsten var dog på dette tidspunkt interesseret i at få
bekræftet sin ret til at holde ferie med John i Danmark. Hun kontaktede derfor
sin egen advokat for at få fuld klarhed over situationen, og til hendes store
glæde var advokaten ikke det mindste i tvivl. Kirsten kunne roligt tage til
Danmark med John så længe hendes rejse ikke greb ind i Bills samværsperiode.
Kirstens advokat havde endog allerede skrevet til Bills advokat i anledning af
hans stævning af 18. november 1997 og meddelt ham at ingen amerikansk
retsinstans havde lovhjemmel til at forhindre Kirsten i at besøge sine forældre
i Danmark og at tage John med sig.
Nu var problemet at Bill konsekvent havde nægtet at give
besked om i hvilke ferieuger han ønskede at have John. Det gjorde det
vanskeligt for Kirsten at planlægge sin ferie. Til sidst valgte hun derfor at
placere den i de første fire uger af skoleferien hvor det var billigst at
rejse. Bill havde som nævnt ret til fire ugers sommerferie med John, og da
skolebørn i USA har ti ugers sommerferie, var der altså rigelig tid for Bill
til at afvikle sin ferie med John efter at rejsen til Danmark var afsluttet.
Kirsten meddelte Bill sine planer gentagne gange, og han
protesterede ikke. Kirsten mente derfor ikke at hendes rejse var i strid med
nogen aftale med Bill, og rejsen ødelagde heller ikke hans samværsmuligheder
med John i sommerferien. Og da advokaten havde forsikret hende om at der ikke
var nogen retskendelse som forbød hende at rejse på ferie, bestilte hun to
returbilletter til Danmark.
Bill var imidlertid langt fra indstillet på at lade
Kirsten rejse, og han fortsatte med at true hende. Så sent som den 25. maj
1998, en uge inden Kirstens ferie skulle begynde, ringede han til hende og
sagde at når han engang fik rettens ord for at hun ikke måtte rejse ud af
staten Mississippi med John uden hans skriftlige samtykke, ville hun aldrig få lov til at tage John med til Danmark mere end otte dage ad gangen.
Det interessante ved denne udtalelse er at den afslører
at Bill udmærket var klar over at der ikke eksisterede noget forbud mod at
Kirsten rejste med John ud af landet.
På trods af
Bills skræmmekampagne fortsatte Kirsten sine rejseforberedelser. Hun fik fri
fra sit arbejde i Hjerteforeningen i den pågældende periode, og nu glædede hun
sig blot til at gense sin familie og slappe af med John. Afrejsen fra USA
fandt sted den 2. juni 1998, og mor og søn ankom til Danmark den 3. juni 1998
om eftermiddagen. Kirsten medbragte kun hvad der er behov for på en ferierejse.
Bills
omhyggelige planlægning af forløbet
Da Kirsten planlagde sin sommerferie, anede hun ikke at
rejsen ville få katastrofale konsekvenser for Johns og hendes liv. Senere viste
det sig at Bill på et meget tidligt tidspunkt havde planer om at udnytte hendes
rejseplaner til at vriste John fra hende. To års intens efterforskning i Bills
aktiviteter før og efter Kirstens afrejse til Danmark giver et skræmmende
indtryk af hvor nøje han havde planlagt forløbet.
Allerede dagen før Kirsten og John fløj til Danmark den
2. juni 1998, havde Bills advokat en telefonsamtale med retssekretæren og de
ansatte ved retten i Mississippi og med sheriffens kontor (politimyndigheden).
Fra den 3. juni 1998 og frem havde advokaten telefonsamtaler med bl.a. retten i
Mississippi, Kirstens arbejdsgiver, SAS og Udenrigsministeriet i
Washington. Af særlig interesse er her advokatens to samtaler med ægtemanden
til en dansk kvinde, der var rejst fra USA med sine to børn uden at have
papirerne i orden. Hun blev i Danmark dømt til at udlevere børnene. Denne sag
har muligvis spillet en afgørende rolle for behandlingen af Kirstens sag.
Derudover havde Bills advokat den 16. og 17. juni 1998
telefonsamtaler med Kirstens pensionsselskaber. Formålet var tilsyneladende at
få fingre i hendes pensionsopsparing, hvilket da også lykkedes på et senere
tidspunkt. I perioden efter den 22. juni blev Bill og hans advokats
korrespondance med de danske myndigheder mere og mere intens. Forberedelserne
var altså grundige og effektive.
De første
ildevarslende tegn
Alt imens Bills plan blev forberedt i USA, sad Kirsten og
John intetanende i flyet til Danmark og glædede sig til en afslappende ferie.
Men allerede dagen efter ankomsten til Danmark fik Kirsten en følelse af at
noget ubehageligt var under opsejling. Midt om natten blev hendes
tvillingesøster nemlig ringet op af Bill, som truede med kriminel
retsforfølgelse af Kirsten fordi hun havde forladt Mississippi med John. Dagen
efter kontaktede Kirsten Bill, som sagde til hende at hun var i store
vanskeligheder fordi hun havde kidnappet
John.
Kirsten protesterede og gjorde det klart at hun blot var
taget på en lovlig ferie i overensstemmelse med deres forlig. Samtidig advarede
hun Bill imod at gøre alvor af truslen om at retsforfølge hende i USA for
kidnapning. Gjorde han det, tvang han hende til at blive i Danmark, for hun
turde ikke udsætte sig for at blive retsforfulgt som kriminel i USA. Til sidst
bad hun Bill om at få fred under sin ferie i Danmark.
Det fik hun dog langtfra. I de følgende døgn kom der
talrige telefonopkald fra Bill til Kirstens familie. Kirsten begyndte at blive
bange. De mange trusler gav hende en fornemmelse af at hendes eksmand virkelig
var i gang med at forberede en sag mod hende.
Hendes fornemmelse viste sig snart at være rigtig. Bill
og hans advokat var i færd med at tage de indledende skridt til den
Haagerkonventionssag der skulle få så fatale følger for Kirsten og John.
Sagen mod
Kirsten indledes
Den 8. juni 1998, seks dage efter at Kirsten og John var
ankommet til Danmark, skrev Bills advokat til den amerikanske centralmyndighed
i Washington og anmodede om at få indledt en bortførelsessag under
Haagerkonventionen. Han vedlagde i sit brev det officielle ansøgningsskema samt
følgende tre dokumenter:
• Kirstens
stævning af 18. juni 1997 hvor hun søgte om separation. Her findes dommerens
håndskrevne notits om at John ikke må bringes ud af Mississippi før spørgsmålet
om forældremyndighed er afgjort.
• Dommen af 1.
juli 1997 hvori spørgsmålet om forældremyndighed afgøres.
• Bills stævning
af 18. november 1997 hvor han søger om at få nedlagt et forbud mod at Kirsten
kan rejse med John uden hans skriftlige samtykke.
Som tidligere nævnt var stævningen og udkastet til
kendelsen af 18. november 1997 aldrig blevet behandlet i retten, og kendelsen
var ikke underskrevet af en dommer. På den plads hvor dommerens underskrift
skulle have været, var der med håndskrift anført „s/NN“, dvs. dommerens navn,
men ikke hans underskrift.
s/NN betyder „underskrevet for NN“ (signed for). I et sådant tilfælde skal underskriverens eget navn
følge for at dokumentet kan anses for underskrevet, men her var intet navn
anført. „Kendelsen“ var dermed næppe gyldig som retsdokument. Alligevel
kom dette juridisk utroværdige dokument til at spille en fatal rolle for sagens
forløb.
I juni 2001
forelagde jeg spørgsmålet om kendelsens gyldighed for den amerikanske
centralmyndighed, som få dage senere svarede:
De har bestemt grund til at betvivle gyldigheden af
kendelsen og anmode om en forklaring på underskriften. Retten i Danmark har
imidlertid valgt at acceptere kendelsen som et gyldigt retsdokument. Derfor er
det nu kun ved en ret i USA, at De kan få kendelsens gyldighed afprøvet.
De danske myndigheder har således begået en utilgivelig
fejl ved kritikløst at lægge dokumentet til grund for det videre sagsforløb.
Yderligere to ejendommelige dokumenter kom til at spille
en afgørende rolle i sagen selv om også disse må anses for værdiløse i juridisk
forstand. Bills advokat havde til de danske myndigheder sendt to
„notarpåtegnede“ erklæringer, ifølge hvilke Kirsten ikke havde ansøgt om ferie
hos sin arbejdsgiver i Hjerteforeningen.
Den første erklæring var underskrevet af
Hjerteforeningens administrerende direktør, som Kirsten ikke havde spor at gøre
med til daglig. Den anden var underskrevet af en postmedarbejder samme sted.
Ingen af de to kunne vide noget om det de skrev under på. Erklæringerne var
udaterede og ikke afgivet under strafansvar. Notaren var – Bills advokat.
Kirsten vidste at Bills daværende kæreste i flere år havde arbejdet for
Hjerteforeningen som instruktør. Var der her en sammenhæng?
Civilretsdirektoratet og fogedretten burde straks have
indset at udaterede erklæringer afgivet uden strafansvar er ubrugelige i en
retssal. Som minimum burde Civilretsdirektoratet have udbedt sig en forklaring
fra centralmyndigheden i USA.
Et sidste ejendommeligt dokument blev bestemmende for
fogedrettens afgørelse. Det var en kendelse udarbejdet af Bills advokat og
underskrevet af en amerikansk dommer den 16. juni 1998. Indholdet af den var på
afgørende punkter i strid med de faktiske forhold.
Bills advokat sendte straks den „nye“ kendelse til de
danske myndigheder. Den 23. juni 1998 modtog fogedretten kendelsen vedhæftet
dommerens håndskrevne notits af 18. juni 1997 om forbudet mod at tage John med
ud af Mississippi. Kendelsen kom til at spille en central rolle i
fogedretssagen mod Kirsten, og jeg vil derfor gennemgå den grundigt her:
• I første punkt
oplyses at John har fast bopæl i Mississippi. Det er korrekt.
• I andet punkt
oplyses at Bill og Kirsten har fælles forældremyndighed over John. Det er
korrekt.
• I tredje punkt
nævnes at der siden 18. juni 1997 eksisterede et forbud mod at tage John med ud
af Mississippi. Det er ikke korrekt. Forbudet bortfaldt den 1. juli 1997 da
parterne indgik forlig om forældremyndighed.
• I fjerde punkt
oplyses at Bill ikke har givet Kirsten samtykke til at tage John med ud af
Mississippi. Det er korrekt, men ikke relevant. Bill lagde med udkastet til
kendelsen af 18. november 1997 op til at Kirsten skulle have hans samtykke til
at tage John med ud af Mississippi. Men kendelsen blev som nævnt aldrig underskrevet
af en dommer.
• Til sidst
beordres Kirsten til øjeblikkelig at bringe John tilbage til Mississippi. Det
havde dommeren ikke grundlag for at beordre.
Kendelsen af 16. juni 1998 indeholder så grove fejl at
jeg ikke forstår hvordan en dommer har kunnet underskrive den. Den amerikanske
centralmyndighed og Civilretsdirektoratet observerede dog ikke de nævnte fejl,
men sendte blot kendelsen videre til fogedretten.
Hele sagen mod Kirsten byggede altså fra begyndelsen på
urigtige oplysninger og utroværdige juridiske dokumenter. Civilretsdirektoratet
i København og fogedretten, som fik sagen til sidst, burde have opdaget at de
dokumenter som de modtog fra Bill og hans advokat var juridisk
problematiske. Alligevel lod de disse dokumenter være bestemmende for
deres handlinger og afgørelser.
At de byggede deres sag på ubrugelige dokumenter og
fejlslutninger ses allerede i den første brevudveksling mellem de to instanser.
I Civilretsdirektoratets følgebrev til fogedretten er der hele tre forkerte
oplysninger:
• Civilretsdirektoratet
meddelte fogedretten at der var tale om en skilsmissesag i USA. Denne
formulering giver indtryk af at sagen ikke er afsluttet. Men det var ikke
rigtigt. Parterne havde indgået forlig, og alle spørgsmål i den forbindelse var
afgjort og noteret i retsbogen i Mississippi.
• Det
ikke-underskrevne og altså ugyldige dokument, der forbyder Kirsten at tage John
ud af landet, bliver lagt frem som et gyldigt dokument. Civilretsdirektoratet
skriver således: „Der foreligger desuden en retsafgørelse af 18. november 1997,
hvorefter John ikke uden skriftligt samtykke fra begge forældre må bringes uden
for staten Mississippi.“
Citatet viser
klart at direktoratet ikke har bemærket noget mistænkeligt ved det nævnte
dokument.
• Civilretsdirektoratet
skriver at Kirsten skulle have nægtet at oplyse sin adresse og sit
telefonnummer i Danmark til Bill. Dette stemmer ikke overens med det forhold at
hun var udsat for telefonchikane fra sin første feriedag i Danmark.
John kræves
udleveret
Den 22. juni 1998 sendte Bills advokat en fax til den
amerikanske centralmyndighed hvori han meddelte at Kirstens søster lørdag den
20. juni 1998 havde fortalt Bill at hun planlagde at tage Kirsten og John med
til Frankrig i den kommende uge. I faxen opfordrede advokaten derfor
fogedretten i Danmark til at tage John i forvaring med det samme for at
forhindre rejsen.
At denne fax, som fogedretten modtog den 23. juni 1998,
var den udløsende faktor for rettens beslutning om at forsøge at pågribe
Kirsten og John den 24. juni 1998 uden varsel, ses af dommerfuldmægtigens
rapport til Civilretsdirektoratet den 25. juni 1998:
Civilretsdirektoratet blev ringet op af
dommerfuldmægtigen, som oplyste, at hun på baggrund af centralmyndighedens
telefax af 23. juni 1998 om at John måske ville blive bragt til Frankrig, havde
besluttet at opsøge Kirstens familie for eventuelt at lokalisere John. (…)
Dommerfuldmægtigen
oplyste endvidere, at Kirstens søster den 24. juni 1998 havde kontaktet
fogedretten telefonisk, og at søsteren havde oplyst, at Kirsten alene var på
ferie. Søsteren oplyste desuden, at det var hende, der havde inviteret Kirsten
og sønnen med på ferie til Frankrig.
Dommerfuldmægtigen
oplyste endelig, at hun var af den opfattelse, at Kirsten alene var på ferie i
Danmark, hvorfor fogedretten ville afvente, hvad der skete i den efterfølgende
uge, før man foretog sig yderligere i sagen.
Det er ikke rigtigt når Civilretsdirektoratet i
ovenstående afskrift af telefonnotatet hævder at Kirstens søster den 24. juni
1998 havde meddelt dommerfuldmægtigen at hun havde inviteret Kirsten og sønnen
John til Frankrig.
Dommerfuldmægtigen har den 25. juni 1998 udfærdiget en
retsbogsudskrift om sin telefonsamtale med Kirstens søster og her står der
intet om en invitation til Frankrig. Kirstens søster har også meddelt mig at
hun ikke har udtalt sig herom. Det havde aldrig været på tale at Kirsten skulle
på ferie i Frankrig. Men i øvrigt havde hun efter min mening været i sin gode
ret til det, hvis hun havde ønsket det.
Ikke desto mindre kørte fogedrettens dommerfuldmægtig
altså ud for at lede efter Kirsten og John den 24. juni 1998 sammen med
Kirstens advokat (der var beskikket af retten uden Kirstens viden), Bills
danske advokat, en praktikant, en repræsentant for de sociale myndigheder og flere
politifolk. Helt tilfældigt var Kirsten og John ikke sammen med familien den
pågældende dag, ellers var sønnen givetvis blevet fjernet fra hende med magt.
Fuldmægtigen og hendes følge måtte altså nøjes med at tale med Kirstens
familie.
I sager af denne art er den normale fremgangsmåde at der
indkaldes til et møde i fogedretten hvor den som aktionen er rettet imod,
sammen med sin advokat får mulighed for at redegøre for sagen. Men denne aktion
var så tophemmelig at Kirstens beskikkede advokat havde fået forbud mod at tale
med sin klient om den på forhånd.
Dommerfuldmægtigen udviste en usædvanlig adfærd over for
Kirstens familiemedlemmer den 24. juni. Kirstens advokat måtte gøre hende
opmærksom på at familien ikke havde pligt til at udtale sig, for det havde hun
tilsyneladende glemt. Hun anvendte så en undtagelsesbestemmelse i
retsplejeloven og fik på den måde Kirstens mor til at udtale sig. Stærkt
chokeret fortalte denne at hendes datter bare var på ferie i Danmark, og at hun
havde returbillet til USA. De øvrige familiemedlemmer gav samme forklaring, og
ingen af dem kom med modstridende oplysninger.
Retssagen mod
Kirsten
Da Kirsten fortalte mig om alle disse begivenheder ved
vores første møde i marts 1999, var hun stadig dybt chokeret over at den slags
kunne ske i et land som Danmark. Hun var intetanende taget på en uskyldig
ferierejse med sin søn til sit hjemland, og pludselig fandt hun sig selv i
centrum for en dramatisk retssag, som slet ikke burde have fundet sted. På
dette tidspunkt håbede Kirsten stadig at der var tale om en uheldig
misforståelse, som snart ville blive opklaret.
Kirsten fortsatte med at fortælle hvad der var hændt
hende efter de uvarslede fogedforretninger. Hun var blevet informeret om at
fogedretsmødet var fastsat til den 7. juli 1998. Hun tog straks kontakt til en
advokat for at bede om hjælp. Advokaten ville gerne hjælpe, og det første
hun gjorde, var at anmode om aktindsigt samt frit lejde så Kirsten kunne møde
op til retsmødet uden at blive anholdt.
Men fogedretten afviste allerede dagen efter at give
Kirsten frit lejde. Med hensyn til aktindsigten modtog Kirstens daværende
advokat først de relevante sagsakter den 29. juni 1998, hvilket er ret sent når
man tænker på at fogedretsmødet var sat til den 7. juli. Advokaten havde således kun få dage til at
forberede sig på retssagen.
Denne forhastede forberedelse af sagen betød ligeledes at
dommerfuldmægtigen i fogedretten havde alt for lidt tid til at sætte sig ind i
sagen. Kirstens advokat nåede først at afsende sit processkrift, altså sin
udlægning af sagen, til fogedretten den 3. juli 1998. På grund af weekenden har
fogedretten først modtaget det den 6. juli 1998, dagen før retsmødet.
Den hastige sagsbehandling prægede også selve
fogedretsmødet. Det varede fra 12.30 til 14.40. Bill og hans beskikkede danske
advokat var til stede, men kun Kirstens beskikkede advokat repræsenterede
Kirsten. Selv vovede hun ikke at møde op da retten som nævnt havde afvist
hendes ønske om frit lejde. Hun havde dog meddelt sin advokat at hun når som helst
kunne tilkaldes via mobiltelefon.
Der blev begået mange skæbnesvangre fejl fra fogedrettens
side i løbet af retsmødet. Da Kirstens advokat gjorde gældende, at „kendelsen“
af 18. november 1997 var et falsum hvorfor hun anmodede fogedretten om at
fremskaffe et gyldigt dokument, blev hun afvist. Alt hvad hun fremførte
til Kirstens forsvar, blev afvist som udokumenteret fordi hendes klient ikke
selv var til stede.
Også Bills danske advokat gjorde i proceduren gældende at
Kirstens manglende fremmøde måtte komme hende til skade. Herved sigtede han
bl.a. til det forhold at Kirstens detaljerede redegørelse, der indgik som et
bilag til hendes advokats processkrift, ikke var afgivet under strafansvar. Det
var „notarerklæringerne“ fra Kirstens arbejdsplads heller ikke, men det blev
ikke nævnt.
Kirstens advokat sagde at Kirsten gerne ville komme og
fortælle om hændelsesforløbet hvis retten udstedte en garanti for at hun ikke
blev anholdt. Men også dette blev afvist af dommerfuldmægtigen. Af
politiets dagsjournal fremgår det at politiet var tilkaldt og opholdt sig i
bygningen under retsmødet, parat til at anholde Kirsten i det øjeblik hun viste
sig. Det vidste Kirsten og hendes advokat ikke noget om, men heldigvis havde de
jo en mistanke om at det ville være farligt for Kirsten at møde frem.
Et andet kritisabelt forhold var manglen på en
autoriseret tolk ved retsmødet der angik juridiske dokumenter affattet på et
svært tilgængeligt, amerikansk retssprog. Dommerfuldmægtigen optrådte som
uautoriseret tolk idet hun åbenbart ikke havde tid til at vente på at en
autoriseret tolk kunne komme til stede. Det var i øvrigt dommerfuldmægtigens
første sag under Haagerkonventionen.
Retskendelsen
Efter selve retsmødet, der kun varede godt to timer, var
retten hævet i 35 minutter. I løbet af de 35 minutter nåede dommerfuldmægtigen
at gennemgå Bills partsforklaring og parternes procedure, og at skrive
kendelsen. Dette er vel kun muligt hvis kendelsen i store træk er udarbejdet på
forhånd.
I fuld længde, incl. partsafhøring og procedure, er
fogedrettens kendelse på syv sider. Den er baseret på følgende fire retslige
dokumenter fra USA:
• Kirstens
stævning af 18. juni 1997 med dommerens håndskrevne notits om at barnet ikke må
tages med ud af Mississippi før spørgsmålet om forældremyndighed er afgjort.
• Dommen af 1.
juli 1997 hvori spørgsmålet om forældremyndighed nu er afgjort.
• Den
ejendommelige „kendelse“ af 18. november 1997, der i virkeligheden kun er Bills
udkast til en kendelse, og som aldrig er blevet behandlet ved en domstol,
hvilket ses ved dens mangel på gyldig underskrift.
• Dommerkendelsen
af 16. juni 1998, der bygger på decideret urigtige oplysninger, vedlagt
dommerens håndskrevne notits af 18. juni 1997 om udrejseforbudet.
På grundlag af disse besynderlige dokumenter afsagde
retten følgende kendelse: „Kirsten vil
være at anholde med henblik på udlevering af barnet John.“
Således blev Bills urigtige forklaring samt nogle
åbenlyst tvivlsomme dokumenter fra USA lagt til grund for kendelsen. Det er
meget vanskeligt at forstå hvordan fogedretten kunne lægge Bills mange
udokumenterede påstande til grund for sin afgørelse. Formelt udtalte Bill sig
under strafansvar, men reelt havde fogedretten ikke mulighed for at gøre et
strafansvar gældende over for en person i USA. Det gav Bill frit spillerum. I
retsreferatet refereres han for følgende groteske synspunkt:
Han ønsker psykologisk undersøgelse af rekvisitus
[Kirsten], idet han finder, at hendes medbringelse af John til Danmark er
irrationel, og at han derfor er blevet i tvivl om, hvorvidt hun kan fungere
normalt som forælder.
I kendelsen kom dommerfuldmægtigen desuden med endnu et
uberettiget angreb på Kirsten: „Rekvisitus burde have søgt forholdene afklaret
forinden afrejsen fra USA.“
At Kirsten rent faktisk havde været særdeles grundig i
sin undersøgelse af sin situation, fejede retten af bordet.
Under retsmødet påberåbte Kirstens daværende advokat
lovbestemmelsen om at „tilbagegivelse af barnet kan nægtes, hvis der er en
alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets
sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte det i en situation,
som det ikke bør tåle“. Hun ønskede sagen udsat indtil der var foretaget en
undersøgelse af John, som var nært knyttet til sin mor.
Men uden selv at have set eller talt med den
otteethalvtårige dreng eller sørge for at han blev undersøgt af en uvildig
instans, hvilket var hendes pligt, skrev dommerfuldmægtigen blot i kendelsen
at det ikke var godtgjort at en tilbagegivelse ville være til skade for Johns
sjælelige eller legemlige sundhed.
Landsret og
Højesteret
Efter den næsten kafka’ske retssag forsøgte Kirsten og
hendes advokat at gøre flere ting for at få rettet op på den uheldige sag. Advokaten kærede straks fogedrettens
kendelse til Vestre Landsret og anmodede om mundtlig behandling af sagen.
Ved en mundtlig sagsbehandling møder parterne og deres
advokater i retten. Her gennemgår advokaterne sagens bilag, afhører parterne og
afslutter med en procedure. Samtidig har dommerne hele tiden mulighed for at
stille spørgsmål. Denne fremgangsmåde ville have givet Kirsten mulighed for at
forklare sig personligt og udtale sig under strafansvar.
Ved en behandling på skriftligt grundlag er dommerne
alene om at gennemgå sagens akter. En sådan sagsbehandling kan aldrig blive så
fyldestgørende som den mundtlige, og den var særlig uforsvarlig i dette
tilfælde hvor det skriftlige materiale ikke var tilstrækkeligt til at belyse
sagen.
Men landsretten afslog anmodningen om mundtlig
sagsbehandling og afgjorde sagen allerede den 15. juli 1998. Afgørelsen
gik ud på at udleveringen med fogedrettens begrundelse skulle stå ved magt, men
anholdelsesbeslutningen blev ophævet.
Igen har man indtryk af at sagen var blevet afgjort på
forhånd. Landsretten har kun haft meget kort tid til at studere de vanskelige
amerikanske dokumenter, og fogedretten har næppe fremsendt alle sagsakter til
landsretten. Jeg tænker specielt på fogedrettens „hemmelige“ korrespondance med
Bill og hans amerikanske advokat, som senere omtales.
Desuden har jeg ved aktindsigt fået kopi af fogedrettens
fremsendelsesbreve til landsretten. Selve kendelsen blev afsagt ca. kl. 15.15
den 7. juli 1998. Allerede samme dag er den pr. fax sendt til landsretten
med påskriften HASTER. Fogedretten sendte dagen efter sagen med bilag til
landsretten. Det var der ikke noget unormalt i, men det var unormalt at
fogedretten tilføjede følgende afsnit i fremsendelsesbrevet:
Endvidere skal fogedretten loyalt viderebringe advokat
XX’s protest mod, at sagen trækker ud som følge af modpartens ønske om at
fremkomme med yderligere processkrifter. Advokat XX henviste til, at
domsforhandlingen i fogedretten har været berammet i mere end én uge, hvorfor
advokat YY har haft rigelig tid til at forberede sagen. [XX var advokat for
Bill og YY for Kirsten]
Det var højst ejendommeligt at fogedretten „loyalt“
optrådte som talerør for Bills advokat og lagde pres på landsretten for at få
en hurtig afgørelse. Civilretsdirektoratet var også i tæt kontakt med
landsretten.
Kirstens daværende advokat forsøgte også at få tilladelse
til at indbringe sagen for Højesteret, men til trods for at alle normale
retsprincipper var tilsidesat, fandt Procesbevillingsnævnet, der netop tager
stilling til om en sag kan indbringes for Højesteret, ikke at sagen var af principiel
betydning.
Konsekvenserne
af den ulykkelige sag
Kirsten var taget på en uskyldig ferierejse til Danmark
med sin søn, og godt en måned efter havde hun været i fare for at blive
anholdt, og var desuden blevet beordret til at udlevere sønnen til USA uden at
kunne være sikker på om hun nogensinde ville se ham igen.
Efter landsrettens afgørelse den 15. juli 1998 havde
Kirsten to muligheder. Hun kunne aflevere sin søn eller at gå under jorden. Hun
valgte det sidste i håb om at få sagen genoptaget. Det var ikke ligefrem en
optimal løsning, men Kirsten vidste ikke hvad hun ellers skulle stille op.
De danske afgørelser udløste en lavine af retssager i
USA. Midt i sit danske mareridt blev Kirsten således udsat for endnu flere
uretfærdige rettergange. Allerede i juni 1998 havde Bill anlagt sag i USA
for at få forældremyndigheden over John overført til sig selv alene. I
slutningen af august 1998 fik Kirsten af sin amerikanske advokat at vide at der
ville blive afholdt et retsmøde i USA den 10. september 1998, bl.a. om
forældremyndigheden.
Advokaten fortalte også at FBI efter anmeldelse fra Bill
havde rejst sag imod Kirsten for kidnapning, hvilket i praksis betød at hun var
afskåret fra at tage tilbage til USA. Advokaten måtte derfor møde alene i
retten i Mississippi, men fik ikke mulighed for at udtale sig. Dommeren
meddelte at når Kirsten ikke selv var mødt, havde han ingen interesse i at høre
hvad advokaten måtte have at fremføre. Det var den samme dommer som havde
underskrevet kendelsen af 16. juni 1998.
Resultatet af den amerikanske retssag blev at Bill fik
tilkendt forældremyndigheden over John. Retten beslaglagde hele Kirstens
formue, og hun blev idømt seks måneders fængsel fordi retten påstod at der var
nogle retsopfordringer hun ikke havde besvaret. (Dette bestrider Kirsten).
Kirsten var herefter uden økonomiske midler både i
Danmark og USA og kunne ikke appellere. En appel skal i USA ske ved advokat,
og advokaten krævede $ 6.000 for at føre ankesagen (da. kr. 48.000). Ved samme
dom blev det også besluttet at Kirsten kun kunne få samvær med sin søn hvis hun
deponerede $ 50.000 (da. kr. 400.000) og gennemgik en mentalundersøgelse. Herudover
ville hun straks blive arresteret hvis hun satte fødderne på amerikansk jord.
Den 20. februar 1999 skete den næste katastrofe i
Kirstens liv. To ukendte mænd, som Bill havde lejet til formålet, pågreb i
Danmark den niårige John på åben gade da han sammen med sin fætter var på vej
til købmanden. Herefter blev han bragt til USA via Prag hvor hans far ventede.
Eftersom Kirsten ikke længere havde forældremyndigheden og nu også var idømt en
fængselsstraf i USA, var hendes muligheder for at se John herefter ringe – ja
nærmest ikke-eksisterende.
Et halvt år efter afsagde den amerikanske domstol en ny
dom i sagen mellem Bill og Kirsten. De seks måneders fængselsstraf blev nu
begrundet med at Kirsten havde handlet ulovligt ved at tage sønnen med til
Danmark. I samme dom fik Bill overdraget huset i USA og andre aktiver til
dækning af sine omkostninger til privatdetektiver og advokater i USA.
Den amerikanske domstols gavmildhed over for Bill på
Kirstens bekostning fortsatte. I maj 2000 tilkendte en ny dom ham en erstatning
for psykisk stress og tabt arbejdsforste på ca. $ 90.000 (da. kr. 720.000).
Derved røg hele Kirstens pensionsopsparing.
Kirsten har mistet alt, undtagen livet, og sønnen John
har mistet sin mor, som han havde et meget nært forhold til. Bill har gjort alt
for at forhindre enhver kontakt mellem Kirsten og John. Det gælder samvær,
breve, telefon og e-mails. Siden den 20. februar 1999, hvor John blev tvunget
til USA, har Kirsten kun haft sporadisk kontakt med sin søn.
Kampen for
retfærdighed fortsætter
Det var efter at John var blevet bortført til USA at
Kirsten dukkede op på mit kontor for at få hjælp. Jeg var chokeret over sagens
forløb. Kirsten sluttede sin fremstilling af sagen med ordene: „Det er som en film der kører. Det kan ikke være sandt. Det kan ikke
ske i Danmark.“
Efter at jeg
havde sat mig ind i sagen, kunne jeg kun give hende ret.
Efter at jeg havde overtaget sagen, forsøgte Kirsten og
jeg først og fremmest at få den genoptaget ved fogedretten, for Kirsten havde
i det forløbne halve år fremskaffet nye sagsakter. Jeg sendte en begæring om
genoptagelse af sagen af sted i slutningen af april 1999. Vi havde på dette
tidspunkt endnu tillid til at det danske retssystem ville indse egne fejl og
lade sagen gå om. Men min begæring blev afvist en måned senere.
En appel til Vestre Landsret gav heller ikke noget
resultat. Landsretten afviste sagen med den lakoniske bemærkning at der ikke
var nye faktiske oplysninger. Også en mundtlig behandling af sagen blev afvist.
Kirsten og jeg blev på dette tidspunkt klar over at det ville blive vanskeligt
at få myndighederne til at erkende deres fejl.
Det videre arbejde med sagen har desuden været
vanskeliggjort af at både Civilretsdirektoratet og domstolene har udvist og
stadig udviser stor uvilje mod at udlevere kopier af sagens dokumenter.
Allerede i juni 1998 bad Kirstens daværende advokat om
fuld aktindsigt i sagen. Anmodningen om aktindsigt gjaldt naturligvis også for
den efterfølgende periode hvor sagen blev behandlet ved fogedretten. Det er vel
en selvfølge i retssystemet. Men fogedretten overholdt ikke spillets regler og
udleverede kun kopier af en del af materialet.
Det kunne Kirsten ved selvsyn konstatere da hun i marts
1999 efter aftale mødte op på dommerfuldmægtigens kontor for at få kopi af en
række dokumenter. Dommerfuldmægtigen var på det tidspunkt i besiddelse af en
meget fyldig sagsmappe, og det tog hende mere end en time at kopiere de
manglende dokumenter. Kirsten blev i mellemtiden sendt ned på gaden.
De administrative myndigheder i Danmark har pligt til at
udarbejde referat af telefonsamtaler. Det gælder også Civilretsdirektoratet.
Kirsten og jeg har anmodet om kopi af telefonreferater, men har kun fået
sammenskrivninger af de originale telefonreferater. Vi må ikke få kopi af
originalerne. Hvad skjuler de mon?
Kirsten og jeg har også anmodet retten i Mississippi om
aktindsigt. Vores anmodning bragte et meget interessant dokument for dagen,
nemlig en arbejdsopgørelse fra Bills advokat til retten i Mississippi. Heri har
advokaten fra den 1. juni til den 3. juli 1998 dag for dag noteret sine
aktiviteter, møder, telefonsamtaler, brevveksling, udarbejdelse af dokumenter
osv. Det gælder også kommunikationen med Civilretsdirektoratet og fogedretten.
Med dette dokument i hånden har vi kunnet anmode de
danske myndigheder om kopi af de sagsakter som vi nu ved eksisterer.
Myndighederne udleverede da også lidt mere sagsmateriale. Men vi er endnu ikke
ved vejs ende. Vi ved at fogedretten har modtaget to bestemte breve fra Bills
advokat, men retten nægtede med varierende begrundelser at udlevere kopierne.
Til sidst mødte Kirsten selv op i fogedretten for at søge
en afslutning på en meget langvarig korrespondance om disse kopier. Stor var
hendes overraskelse da hun fik sagsmappen forevist. Den indeholdt nu kun de
officielt fremlagte dokumenter og var med Kirstens ord „strippet“ for øvrigt
indhold. Det tidligere kartonomslag var erstattet af et tilfældigt
plastikomslag med en ejendomsmæglers bomærke.
Jeg anmodede fogedretten om en forklaring, og fik det
svar at man havde makuleret sagsakterne i overensstemmelse med „Vejledning til
bevaringsbestemmelser for arkivalier hos byretterne“.
Efter frugtesløse diskussioner med fogedretten skrev jeg
en udførlig redegørelse af hændelsesforløbet og gjorde opmærksom på at
fogedretten havde handlet meget ukorrekt ved at makulere dokumenter som Kirsten
udtrykkeligt havde bedt om kopi af. Jeg bad retspræsidenten undersøge om der
alligevel i systemet skulle eksistere kopier af de efterlyste breve og
eventuelle svarbreve. Som et alternativ anmodede jeg hende om at indhente de
efterlyste kopier fra den amerikanske advokat.
Retspræsidentens svar var kort og klart. Hun afsagde en
kendelse der gjorde gældende at fogedretten havde handlet i overensstemmelse
med retsplejelovens bestemmelser. Hun så herved bort fra problemets kerne, som
var at fogedretten ikke havde givet Kirsten en kopi af den hemmelige
korrespondance med USA.
Jeg indbragte straks denne kendelse for landsretten og
gjorde gældende at fogedretten havde handlet i strid med
Menneskerettighedskonventionen om retfærdig rettergang. Dette princip, det
såkaldte „partslighedsprincip“, går ud på at begge parter skal have samme
adgang til dokumenter og oplysninger.
Landsretten ville dog ikke høre tale om nogen
overtrædelse af Menneskerettighedskonventionen og gav fogedretten medhold.
Landsretten godkendte hermed hemmelig rettergang. Heller ikke denne gang fandt
Procesbevillingsnævnet afgørelsen principiel, og man nægtede Kirsten adgang til
at indbringe sagen for Højesteret.
Justitsministerens
blinde øje
Da Civilretsdirektoratet havde haft en så afgørende rolle
i sagen, mente Kirsten at justitsministeren, efter at have fået sagen
fremlagt, ville være interesseret i at bringe den tilbage på sporet. Hun havde
haft et formelt møde med den daværende justitsminister, Frank Jensen, den 17.
marts 1999, kort tid efter at John var blevet tvunget til USA.
Men Frank Jensen gjorde intet for at rette op på den
rystende sagsbehandling. Han fralagde sig ethvert ansvar og henviste til at det
var en domstolsafgørelse. Justitsministerens strategi har været åbenbar fra
starten. Kirstens klager over de mange grove fejl skulle kvæles i velvilje.
Under et senere møde i Justitsministeriet blev
embedsmændene ved med at tale om „denne ulykkelige sag“, og herved antydede de
jo at de heller ikke mente at Kirsten havde handlet i strid med
loven. Alligevel gjorde de ikke noget for at rette op på ulykken. Mødet
blev med tilladelse optaget på bånd, og følgende uddrag taler for sig selv:
Dorrit Sylvest: Hvis du dermed mener at vi skal betale din tabte uddannelse, og at jeg skal holde dig skadefri i øvrigt, så har vi ikke noget ansvar.
Kirsten: Det vil så sige at dit direktorat simpelthen kan ødelægge
mit liv, og du skal ikke tage ansvaret for det. Er det det du fortæller mig?
Ministeren og embedsmændene ville kun tale om Kirstens
mulighed for samvær med John, ikke om sagen i sin helhed.
Men også deres behandling af samværssagen var kritisabel.
Det har desværre vist sig at USA ikke agter at overholde Haagerkonventionens
bestemmelser om samværsret, og Civilretsdirektoratet agter ikke at foretage
sig noget for at få reglerne overholdt. De amerikanske myndigheder har lukket
samværssagen med henvisning til at samvær efter deres opfattelse ikke er
omfattet af Haagerkonventionen, men udelukkende afgøres af amerikansk ret. Men
det er ikke rigtigt. Haagerkonventionens artikel 21 handler om samvær.
Ved nævnte møde lovede Frank Jensen at tage et personligt
møde med den amerikanske ambassadør om Kirstens muligheder for at se sin søn.
Senere viste det sig at mødet ikke var blevet afholdt mellem ministeren og
ambassadøren, men alene mellem nogle embedsmænd, der reelt set intet foretog
sig. Jeg skrev til ambassadøren om sagen og fik det svar at USA kun hjælper
amerikanske statsborgere.
Kirsten prøvede også at råbe myndighederne op på en
utraditionel måde. Hun lavede en informationstavle med de mest afslørende af
Civilretsdirektoratets og fogedrettens papirer og stillede sig op på torvet i
den by hvor hun boede. Hun fortalte de forbipasserende hvad der var sket, og i
løbet af en måned havde over 4000 personer skriftligt givet udtryk for deres
protest over Justitsministeriets behandling af sagen. Kirsten afleverede
underskrifterne til Frank Jensen ved et senere møde, men han værdigede dem ikke
et blik.
Kirsten begyndte også at synge de børnesange som hun
tidligere havde sunget sammen med sin søn, for Frank Jensen. Hver aften sang
hun foran justitsministerens private bolig for at gøre ham opmærksom på det
grove svigt som var sket i hans ministerium. Han kvitterede for sangene ved at
beordre politiet til at fjerne Kirsten fra hans indkørsel. Herefter flyttede
hun ud på det offentlige fortov foran huset.
Justitsmord?
Kirstens sag må være en af de mest tragiske i nyere dansk
retshistorie. Alligevel er der efterfølgende intet blevet gjort for at
rette op på de åbenlyse fejl der er begået mod hende i denne forfærdelige sag.
Det kan der være mange grunde til. Jeg tror at myndighederne er klar over at
sagsbehandlingen var uacceptabel, og nødigt vil indrømme dette. Skuespillet på
scenen var slemt nok, men de ved også at det der foregik bag scenen, var endnu
værre.
Det lader nemlig til at de danske myndigheder – og især
Civilretsdirektoratet – havde besluttet sig for at Kirsten var skyldig allerede
inden retssagen mod hende begyndte. De har været uhørt aktive i sagen og har
haft meget nær kontakt med Bills advokat undervejs. Deres behandling af sagen
ligner stærkt et justitsmord.
Allerede Civilretsdirektoratets følgebrev til fogedretten
af 17. juni 1998 vidner om dets meget stærke engagement i sagen:
Civilretsdirektoratet skal anmode om at blive holdt
orienteret om sagen, herunder særligt om, hvorvidt barnet kan lokaliseres. På grund af sagens særlige omstændigheder
skal vi desuden anmode fogedretten om telefonisk at kontakte
Civilretsdirektoratet umiddelbart efter modtagelse af sagen, og inden der
foretages yderligere i sagen. [Min kursivering, JT]
Til trods for adskillige opfordringer har
Civilretsdirektoratet ikke meddelt mig hvad disse særlige omstændigheder gik ud
på.
Efter de udkørende fogedforretninger den 24. juni 1998
blev de danske myndigheders indblanding i sagen mere og mere ureglementeret.
Den 25. juni 1998 faxede Bills advokat direkte til fogedretten. I faxen, som
blev indledt med ordene „Dear Civil Court“, oplyste han hvornår han kunne
træffes den følgende weekend.
Den 26. juni 1998 kontaktede Civilretsdirektoratet igen
fogedrettens dommerfuldmægtig da centralmyndigheden i USA ønskede at få oplyst
navnet på Kirstens advokat. Jeg citerer fra Direktoratets referat af
telefonsamtalen mellem de to instanser:
Dommerfuldmægtigen oplyser, at Kirstens advokat havde
kontaktet fogedretten og havde anmodet om, at retten gav tilsagn om, at der
ikke skete anholdelse af Kirsten. Fogedretten havde afvist dette.
Dommerfuldmægtigen
oplyste desuden, at retten ville kontakte Kirstens advokat og oplyse, at der –
hvis Kirsten ikke mødte i fogedretten – ville blive truffet afgørelse om
udlevering af John på det foreliggende grundlag, hvorefter politiet måtte finde
Kirsten og anholde hende.
Dommerfuldmægtigen havde således allerede den 26. juni
truffet sin afgørelse. Endelig anføres i notatet fra den 26. juni 1998:
„Fogedretten ønskede for en ordens skyld et telefonnummer, hvor Bill eventuelt
kunne træffes i løbet af weekenden.“ Nu
var fogeden stik imod alle regler ude på at kommunikere direkte med Bill.
Sagen lignede efterhånden en sammensværgelse hvor de
sammensvorne var i tæt kontakt med hinanden og havde én fælles interesse,
nemlig at jagte Kirsten.
Af en anden skrivelse af 26. juni 1998 fremgår det fx at
Civilretsdirektoratets medarbejder gerne ville stå til rådighed når som helst.
Sagsbehandleren opgav både sit private nummer i direktoratet og i hjemmet
således at hun kunne træffes i weekenden. Noget sådant er højst usædvanligt.
Den 29. juni 1998 modtog fogedretten en fax fra Bills
advokat, som påpegede at sagen hastede eftersom der nu var gået næsten en måned
siden bortførelsen.
Dommerfuldmægtigen reagerede prompte. Via fax sendte hun
den 30. juni 1998 et brev på et noget ubehjælpsomt engelsk til Bills advokat.
Jeg citerer her brevet med dommerfuldmægtigens originale skrivemåde:
Concerning
the abduction of John (…)
As a response to your fax, received on
Monday 29 of June, The Civil Court can inform you, there will be a meeting on
Monday the 7. of July 1998. I may not be able to contact you at the given time.
I will instead discuss the case with Mr. Bill […]’s attorney in Denmark,
appointed by me, Mr. XX.
At this
point, I will only say, that I believe you should advise Mr. Bill […] to come
to the meeting here on Monday the 7. of July 1998 time 12:30. I cannot know for
sure, if Mrs. Kirsten […] will come but if she does, it may come to the point
where John is to be taken away from her by use of force. The only one to do
that is Mr. Bill […].
With kind regards […]
Indholdet var følgende: Der afholdes retsmøde mandag den
7. juli 1998. Sagen vil blive drøftet med Bills danske advokat. Bill opfordres
til at komme til stede fordi det kan tænkes at Kirsten vil møde sammen med
sønnen John, som muligvis vil blive taget fra hende med magt. Igen var der tale
om en forudindtaget holdning til sagens udfald.
Den 30. juni 1998 sendte Bills advokat endnu en fax. Han
pressede igen på med retsmødet og oplyste at Kirsten havde truet med at skjule
John hvis Bill anlagde sag mod hende. Han opfordrede fogedretten til at tage
John i forvaring og påstod at Kirsten havde planlagt bortførelsen i lang tid.
Igen havde Bill fanget en bemærkning og fordrejet den til
sit eget formål. Kirsten havde jo ikke truet med at skjule John hvis der kom et
sagsanlæg. Hun havde blot sagt til Bill at hvis han rejste sag mod hende i USA
for kidnapning, turde hun ikke vende tilbage til USA. Det var noget ganske
andet.
Den 1. juli 1998 aflagde dommerfuldmægtigen igen rapport
til Civilretsdirektoratet i en lang telefonsamtale. Samtalen drejede sig
primært om at man håbede at pågribe John ved det kommende møde i fogedretten.
Jeg citerer her fra direktoratets telefonnotat:
Civilretsdirektoratet blev ringet op af
dommerfuldmægtigen, der oplyste, at der var aftalt møde med Kirstens advokat
til tirsdag den 7. juli 1998, og at det var advokaten, der har bestemt denne
dato. Fogedretten havde bedt Kirstens advokat om at bekræfte, at John kom med
til mødet, idet dommerfuldmægtigen i så fald ville sørge for, at der deltog
personer fra socialforvaltningen og politi, hvis John kom.
Kirstens
advokat havde ifølge dommerfuldmægtigen oplyst, at hun ikke vidste, hvor
Kirsten og John var, men at Kirsten i hvert fald ville deltage i mødet den 7.
juli 1998. Dommerfuldmægtigen oplyste, at man på mødet ville udspørge Kirsten
om Johns opholdssted, og at Kirsten ville blive arresteret, hvis hun ikke ville
give oplysninger herom. Hvis opholdsstedet blev oplyst, ville man hente John,
og man ønskede derfor, at Bill om muligt skulle være til stede, hvilket
fogedretten imidlertid ville diskutere med Bills amerikanske advokat.
Samme dag videresendte Civilretsdirektoratet disse
oplysninger om hemmelig retspleje til den amerikanske centralmyndighed tilføjet
følgende:
Retten har informeret os om, at politiet og personale fra
de sociale myndigheder også vil være til stede, men dette holdes naturligvis
hemmeligt for Kirsten og hendes advokat.
(…)
Fra det øjeblik, hvor vi fremsendte sagen til
fogedretten, har vi været i tæt kontakt med retten via telefon og fax, og vi
har kraftigt opfordret fogedretten til at finde John uden at afsløre, at der er
indledt en sag under Haagerkonventionen. Vi har også understreget over for
retten, at det er ekstremt vigtigt for os at undgå, at det igen kommer til at
gå som i to lignende tilfælde med – XX – og XX’ børn.
Civilretsdirektoratet orienterede altså amerikanerne om
at man havde en selvstændig interesse i at det ikke kom til at gå som i to
tidligere tilfælde hvor to danske kvinder var rejst til Danmark med børn uden
at have papirerne i orden. Direktoratet afslørede herved at det på forhånd
havde dømt Kirsten for børnebortførelse.
Denne forudindtagethed er der mange beviser på.
En af de første dage i juli 1998 havde dommerfuldmægtigen
en telefonsamtale med Kirstens tidligere advokat. Dommerfuldmægtigen skal i
denne samtale have givet udtryk for at hun var klar til at afsige kendelse,
dvs. til at træffe afgørelse i sagen. Det undrede Kirstens advokat, som endnu
ikke havde sendt noget svarskrift til fogedretten. Dommerfuldmægtigen var altså
i stand til at afsige en kendelse før hun kendte Kirstens syn på sagen.
Samtidig var der en livlig kommunikation mellem de danske
myndigheder, Bill og hans advokat op til fogedretssagen den 7. juli 1998.
Kommunikationen afslørede som sagt på mange måder at Kirsten allerede var
blevet dømt inden hendes sag kom for retten. Det var som om alle arbejdede på
højtryk for at få Kirsten dømt for ulovlig børnebortførelse, og John bragt
tilbage til USA.
Man må undre sig over at danske myndigheder
tilsyneladende intet gjorde for at kontrollere de modtagne oplysninger. Jeg
fatter den dag i dag ikke hvordan det var muligt for Kirstens eksmand og hans
advokat at sidde i USA og få danske myndigheder til spontant at efterkomme
deres mindste vink. Jeg kan ikke finde nogen saglig motivering for denne
servilitet.
Men at Bills advokat var tilfreds med de danske
myndigheders opførsel, kan til gengæld ikke undre. Da den danske ambassadør i
Washington den 8. februar 1999 modtog et brev fra Bills advokat, indeholdt
brevet ikke kun en klage over at John endnu ikke var udleveret til USA. I
slutningen af brevet tilføjede advokaten:
Mr. NN ønsker at understrege, at visse bestræbelser fra
dansk side på at efterleve Haagerkonventionen har været positive. For eksempel
har dommerfuldmægtig XX ved fogedretten i X-købing været fair og lydhør.
I overskriften stillede jeg det spørgsmål om der i denne
sag foreligger et justitsmord. Det gør der efter min mening, og det spørgsmål
der derpå rejser sig, er: Hvad er motivet?
Jeg har ikke kunnet finde det.
Sagen må genoptages
Kendelsen af 7. juli 1998 er en skamplet på dansk retspleje
og på myndighedernes sagsbehandling. Retssagen var en skueproces af den slags
vi ellers kun kender fra mindre demokratiske lande. Den var iscenesat og
løbende instrueret af Civilretsdirektoratet under foregivende af at kendelsen
var en uafhængig domstolsafgørelse.
Direktoratet har begået to fatale fejl:
• Direktoratet
har ikke overholdt pligten til at gennemse de tilsendte dokumenter fra USA. De
tilsendte papirer kan på ingen måde begrunde en udleveringssag. Det burde man
straks have set og påtalt over for den amerikanske centralmyndighed.
• Direktoratet
har overskredet sine beføjelser ved indtrængende og partisk at lægge pres på
fogedretten. Hvis man havde levet op til sit ansvar og sine pligter som
centralmyndighed i forbindelse med Haagerkonventionen, var denne sag blevet
kvalt i fødslen.
Domstolenes adfærd er mindst lige så kritisabel. Enhver
jurist burde hurtigt kunne se at det ene af de to amerikanske dokumenter
manglede underskrift, og at det andet ikke stemte overens med de tidligere
dokumenter i sagen. Der var derfor ikke grundlag for at afsige en kendelse om
børnebortførelse.
Kirsten og jeg
har gjort alt for at gøre offentligheden opmærksom på at myndighederne,
herunder domstolene, formentlig har begået et justitsmord på en sagesløs kvinde,
der blot var på ferie i sit hjemland. Myndighederne har kun forsøgt at lukke
sagen. Kirsten har flere gange givet udtryk for at hun ønsker en uvildig og
uafhængig undersøgelse af sagen for at få fastslået om den er korrekt behandlet
i henhold til lovgivning og domstolspraksis. Men ingen har reageret.
Jeg håber at min beretning her vil skabe så megen
opmærksomhed at myndighederne bliver „tvunget“ til at lade sagen kulegrave af
uvildige personer. Målet er at sagen genoptages således at Kirstens situation
bliver ændret til det den var før hendes afrejse fra USA i juni 1998.
Det var medlemmer af Folketingets retsudvalg som sendte
Kirsten over til mit kontor. Nu bør de samme medlemmer snarest kalde
justitsministeren i samråd med henblik på at få sagen taget op på ny.
----------------------------------
4. Jeg satte mig
efterfølgende ind i den amerikanske lovgivning om skilsmisseforældres ret til
at rejse med deres børn. I juni 2001 kontaktede jeg centralmyndigheden i USA
for at få den amerikanske lovgivning præciseret. I et brev af 26. juni 2001 har
jeg fået følgende svar fra centralmyndighedens ansvarlige advokat for
internationale anliggender:
Det er min opfattelse, at faderen kun skal give samtykke
til moderens rejse, hvis den planlagte rejse vil gribe ind i hans ret til
samvær. Det vil dog afhænge af indholdet i aftalen mellem faderen og moderen – og/eller bestemmelserne i en retskendelse.
Aftalen mellem faderen og moderen fremgik af dommen af 1.
juli 1997. Den gav Bill ret til fire ugers sommerferie med John. I USA har
skolebørn sommerferie fra den 1. juni og ti uger frem. Det var altså kun denne
periode som var af interesse i sagen. Det afgørende var om Bill havde John i
samvær på tidspunktet for Kirstens udrejse fra USA – eller ville have fået det
i løbet af de efterfølgende tre uger hvis hun ikke var rejst til Danmark. Dette
var ikke tilfældet her.
----------------------------
Ovennævnte er et uddrag af Jytte Thorbeks bog:
"Strejftog på juraens slagmark", som udkom den 23. april 2002. Side
69-97 er her gengivet med forlaget Aschehougs venlige tilladelse.