Haagerkonventionen

 

 

Mennesker mødes og sød musik opstår. Det er en gammel talemåde som stadig er aktuel. Det moderne rejseliv gør at det ofte er mennesker fra meget forskellige lande og kulturer der mødes. Der er efterhånden ikke en familie som ikke kan berette om internationale parforhold og ægteskaber. Det er fint nok. Men musikken ændrer ofte karakter hvis det kommer til et brud i parforholdet.

     Problemet er særlig kompliceret i de blandede ægteskaber hvor der er børn. Når der i disse tilfælde skal tages stilling til spørgsmål som forældremyndighed og samværsret, kan det medføre mange vanskeligheder fordi landenes lovgivning på dette område er forskellig.

     En særlig type problemer opstår hvis den ene af forældrene rejser ud af det hidtidige opholdsland uden at have de nødvendige formaliteter i orden – eller undlader at vende tilbage efter endt ferie i udlandet. Så er den efterladte forælder under en række forudsætninger berettiget til at gøre indsigelse og få barnet eller børnene udleveret.

     En række lande underskrev derfor i oktober 1980 den såkaldte Haagerkonvention om internationale børnebortførelser. Heri er de forholdsregler som kan tages i anvendelse, nærmere beskrevet. Folketinget gennemførte konventionen ved lov 27. november 1990, og loven trådte i kraft 1. juli 1991.

     Da mit ærinde med dette kapitel om Haagerkonventionen er at lette forståelsen af den følgende sag hvor en mand i USA påstod at hans tidligere ægtefælle ulovligt havde taget deres barn med på ferie i Danmark, vil jeg i det følgende koncentrere mig om de dele af konventionen der er relevante for netop denne sag.

 

 

Konventionens formål

Haagerkonventionens officielle titel er „Konventionen om de civilretlige virkninger af interna­tionale børnebortførelser“. Den har til formål at:

 

beskytte børn på internationalt plan mod de skadelige virkninger af ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse og at etablere fremgangsmåder for at sikre, at børnene umiddelbart tilbagegives til den stat, hvor de har bopæl, samt at sikre beskyttelse af samværsret.

 

Udtrykt med almindelige ord skal konventionen beskytte børn mod at blive ulovligt fjernet fra deres vante miljø og sikre at de umiddelbart efter en ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse sendes tilbage til det land hvor de havde fast bopæl.

En lang række lande underskrev Haagerkonventionen den 25. oktober 1980. Siden har 47 lande gennemført den og indskrevet den som en del af deres lovgivning. Det er lande i Europa, i Nord- og Sydamerika, i Østasien, visse lande i Afrika samt Australien og New Zealand. Disse lande har med visse undtagelser forpligtet sig til at tilbagesende ulovligt bortførte eller ulovligt tilbageholdte børn.

Det er samtidigt vigtigt at notere at en række lande ikke har ønsket at tiltræde Haagerkonventionen – eller i hvert fald ikke har gjort det endnu. Det er lande som Kina, Indien, Pakistan, landene i Mellemøsten samt Rusland og de lande der hørte under den tidligere Sovjetunion. Her er det næsten umuligt at få udleveret et ulovligt bortført barn, medmindre man selv bruger kidnapningmetoder.

 

     Haagerkonventionen anvendes i følgende tilfælde:

 

•   En forælder rejser i en opbrudssituation tilbage til sit hjemland inden spørgsmålet om forældremyndighed er afgjort.

•            Spørgsmålet om forældremyndigheden er afgjort med fælles forældremyndighed. Men en af forældrene, det kan være bopælsforælderen eller samværsforælderen, ønsker at tage permanent ophold i sit hjemland eller i et andet land og tager barnet med dertil uden tilladelse.

•   En forælder der hverken har forældremyndighed eller samværsret, fjerner barnet og bringer det til sit hjemland – eller lader andre bringe det til sit hjemland for at anbringe det hos familien.

•   Det kan også være en forælder, der efter endt lovlig ferie, fx i sit hjemland, ikke vender tilbage til parternes fælles land, men uden samtykke fra den anden forælder bliver sammen med barnet i sit hjemland.

 

Konventionens praktiske betydning afhænger dog i betydelig grad af de økonomiske midler som landenes regeringer stiller til rådighed i de konkrete sager.

USA tog fx forbehold om sagsomkostninger ved gennemførelse af en sag under Haagerkonventionen. Det betyder at en amerikansk forælder der hævder at et barn der er ulovligt bortført til Danmark, er bedre stillet end en dansk forælder der hævder at et barn er ulovligt bortført til USA. Den amerikanske forælder vil få beskikket en advokat i Danmark, medens en dansk forælder ikke vil få beskikket en advokat i USA. Advokatsalærerne i USA er som bekendt meget høje, og det kan i praksis betyde at en dansk forælder på grund af sagsomkostningerne ikke vil have råd til at forfølge sagen.

Danske myndigheder har den holdning at de i sidstnævnte tilfælde ikke vil komme den danske forælder til hjælp. De henviser blot den pågældende til at søge om økonomisk støtte fra anden side.

 

Centralmyndighedens rolle

Ét problem er altså de forbehold et land kan tage i forbindelse med konventionen. Et andet problem er den måde konventionssagerne behandles på i det enkelte land.

De lande som har tilsluttet sig Haagerkonventionen, har alle udpeget en såkaldt centralmyndighed. Denne instans skal modtage og sende eventuelle henvendelser videre til centralmyndigheden i de lande som har underskrevet konventionen.

Danmark har udpeget Justitsministeriet som centralmyndighed, og her har man uddelegeret opgaven til Civilretsdirektoratet. I USA er et kontor i Udenrigsministeriet i Washington udpeget som centralmyndighed. Her kan en amerikansk forælder henvende sig hvis han/hun mener at et barn er ulovlig bortført.

Hvis der er mistanke om at et barn er bortført, skal forælderen eller dennes advokat altså indsende en ansøgning med de nødvendige oplysninger samt en bekræftet kopi af alle relevante retsafgørelser til centralmyndigheden i den forurettede parts land. Herefter sender dette land sagen videre til det andet lands centralmyndighed, i Danmark Civilretsdirektoratet.

Civilretsdirektoratet skal herefter ifølge reglerne sende sagen videre til fogedretten i det område hvor barnet menes at opholde sig. I sidste ende er det altså den lokale fogedret som skal afgøre om der er tale om en ulovlig børnebortførelse. Afgørelsen skal vurderes ud fra lovgivningen i det land hvor barnet hidtil har opholdt sig.

Alt dette er rigtigt og logisk, men når der er forskellige instanser involveret er det vigtigt at klarlægge hvilket ansvar de respektive instanser har i sagen. Skal Civilretsdirektoratet fungere som et postkontor der blot sender sagen videre til fogedretten, eller har det pligt til at se nærmere på sagens indhold?

Dette spørgsmål har jeg diskuteret med Civildirektoratets direktør, Dorrit Sylvest Nielsen, i Jyllands-Posten i januar 2001. Hun var af den mening at centralmyndigheden er et „postkontor“ (hendes eget udtryk), der blot har pligt til at sende sagen videre til fogedretten. I JP udtalte hun:

 

Civilretsdirektoratet har som centralmyndighed efter konventionen pligt til at videresende anmodninger om udlevering til fogedretten (…)

 

Jeg mener ikke at Dorrit Sylvest Nielsen har belæg for sin kategoriske holdning. Bemærknin­gerne til den danske følgelov, som er i overensstemmelse med Haagerkonventionens artikel 27, siger nemlig noget andet:

 

Efter modtagelsen af en henvendelse foretager centralmyndigheden en første prøvelse, hvorunder det undersøges, om alle relevante oplysninger for behandlingen foreligger, ligesom der skal foretages en vurdering af, om ansøgningen kan forventes imødekommet på det foreliggende grundlag. Er det åbenbart, at dette ikke er tilfældet, kan centralmyndigheden afvise at videresende henvendelsen til fogedretten eller til en anden centralmyndighed, der skal behandle den. [mine kursiveringer, JT]

 

Civilretsdirektoratet kan således ikke fralægge sig et væsentligt medansvar for sagsbehandlingen ved blot at sende sagen videre til fogedretten. Direktoratet har med sin særlige ekspertise pligt til at efterprøve om den fremsendte sag er tilstrækkelig velbegrundet til at blive behandlet ved en dansk domstol, om de påberåbte dokumenter ser ægte ud, om deres indhold virker sandsynligt, om de er korrekt underskrevet o.s.v.

Dette svarer helt til den rolle som den amerikanske centralmyndighed har ifølge en omfattende vejledning som den har udarbejdet om Haagerkonventionen. Heri oplyses at den først videresender en anmodning om assistance til udlevering af et barn til centralmyndigheden i et andet land når den har kontrolleret at oplysningerne stemmer overens med kravene i konventionen.

Men praksis i USA er tilsyneladende mere varieret. Centralmyndigheden oplyser i sin årsrapport til Kongressen i april 2001 at det forekommer at man påbegynder en konventionssag alene på grundlag af en forælders udtrykte bekymring for et barn i udlandet. Den amerikanske centralmyndighed venter altså ikke nødvendigvis med at henvende sig til udlandet til dokumentationen er fuldstændig.

Denne metode er yderst betænkelig. I rapporten begrunder man metoden med at den udenlandske centralmyndighed skal kunne forberede sagen mens den selv indhenter fuldstændig dokumentation hos ansøgeren.

Men en sag under Haagerkonventionen er for alvorlig til at blive indledt alene på grundlag af en forælders bekymring! Det gør kun Civilretsdirektoratets ekspertise og kontrolfunktion endnu mere påkrævet.

I forhold til amerikanske henvendelser er det således utrolig vigtigt at Civilretsdirektoratet er meget agtpågivende. Det er ikke nok at fungere som postkontor. Når Civilretsdirektoratets direk­tør udtrykker sig i denne retning, er det i strid både med konventionen og med dansk lovgivning. Eftersom den tidligere justitsminister Frank Jensen gav udtryk for samme holdning som Civilrets­direktoratets direktør, kan det her være på sin plads at tilføje at amerikanske myndigheder forhol­der sig helt anderledes til en sag som er gået i hårdknude.

I den omtalte årsrapport fra den amerikanske centralmyndighed til Kongressen nævnes et eksempel hvor ekspræsident Clinton og tidligere udenrigsminister Albright gik aktivt ind i forhandlinger om en amerikansk fars samvær med et barn der boede i Tyskland. Der blev etab­leret samvær efter at faderen ikke havde set sit barn i fem år.

 

Ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse?

Haagerkonventionens artikel 3 indeholder en række betingelser som skal være opfyldt, for at en bortførelse eller tilbageholdelse er ulovlig.

 

•   For det første skal handlingen være i strid med de rettigheder, der tilkommer en person som forældremyndighedsindehaver ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen.

•   For det andet skal denne forælder reelt have udøvet disse rettigheder på tidspunktet for bortførelsen eller tilbageholdelsen – eller ville have udøvet dem, hvis ikke bortførelsen eller tilbageholdelsen var sket.

 

De lidt knudrede formuleringer i artikel 3 gør at selv garvede jurister kan komme i tvivl om hvor­dan teksten skal forstås. Da fortolkningen af artikel 3 har en afgørende betydning for den sag som jeg vender tilbage til om lidt, har jeg forelagt den for centralmyndigheden i USA og for Haager­konventionens generalsekretariat i Holland. Jeg har fra begge instanser fået et samstemmende svar, som går ud på følgende:

 

Ulovlig bortførsel eller ulovlig tilbageholdelse vil først kunne komme på tale, hvis samværsforæl­derens samværsrettigheder reelt er blevet krænket. [min kursivering, JT]

 

I den sag som vil blive omtalt i næste kapitel, var parterne separeret og havde aftalt fælles forældremyndighed og samvær. Dette var nedfældet i en dom. Barnet boede hos moderen, men faderen havde samværsret. Moderen rejste af sted på ferie til Danmark uden for faderens samværsperioder og ville være kommet tilbage til USA igen uden for faderens samværsperioder hvis han ikke i mellemtiden havde anlagt sag under Haagerkonventionen. I dette tilfælde krænkede moderen altså ikke faderens samværsrettigheder. Da der heller ikke forelå andre retligt bindende afgørelser, var der hverken tale om ulovlig bortførsel eller ulovlig tilbageholdelse.

Selv om der skulle være tale om ulovlig bortførsel eller tilbageholdelse, er der alligevel en række situationer hvor en dansk fogedret kan nægte at tilbagelevere barnet, fx.

 

•   hvis der er alvorlig risiko for at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte det i en situation som det ikke bør tåle

•   hvis barnet selv modsætter sig tilbagegivelsen og barnet har nået en sådan alder og modenhed at der bør tages hensyn til dets mening

 

Fogeden er således forpligtet til at tage hensyn til barnet og høre hvad det selv mener. Som i FN’s Børnekonvention er der ingen nedre aldersgrænse for hvilken alder børn skal have for at høres. I Tyskland høres børn fra femårsalderen, og det må også være rimeligt. Navnlig mindre børn bør høres af en psykolog.

 

Fogedrettens og landsrettens opgaver

Efter denne gennemgang kan læserne næppe være i tvivl om at Haagerkonventionssager kræver en særlig faglig indsigt. Det er uansvarligt af retssystemet at lade en uerfaren dommerfuldmægtig klare en sådan sag på egen hånd. I Tyskland sendes dommerne i disse sager på kursus for at få indsigt i de særlige problemer som Konventionen medfører.

Den måde Haagerkonventionssagerne behandles på i Danmark, anser jeg ikke for acceptabel. I Danmark er det reelt fogedretten der træffer afgørelse i Haagerkonventionssagerne ved en såkaldt kendelse. Desuden sker en appel til højere ret ved kære, hvilket betyder at landsretten normalt afgør sagen på skriftligt grundlag ud fra parternes processkrifter og de bilag som fogedretten og parterne har fremlagt. Breve af afgørende betydning for sagen som fogeden har sendt, for eksempel til advokaten i USA, eller modtaget fra samme, men holdt skjult, når ikke frem til landsretten.

Landsretten ser normalt ikke sagens parter og har således ingen mulighed for at danne sig et overblik over deres troværdighed. Dette medfører at tvivlsspørgsmål ikke afklares, ja muligvis bliver de slet ikke opdaget eftersom der ingen parter er til at pege på disse.

Landsretten kan dog bestemme at parterne skal komme til stede i retten. Sagen bliver så forelagt mundtligt, parterne bliver afhørt, og sagen bliver procederet som en normal retssag.

Da disse sager er særdeles komplicerede, burde mundtlig forhandling være obligatorisk. Det er ikke betryggende at dommere afgør sager der er af vital betydning for børns fremtid, ved blot at læse nogle vanskelige juridiske sagsakter som måske ikke engang er oversat til dansk, og som de pågældende dommere måske ikke fuldt har forstået.

Ifølge Haagerkonventionen skal sagerne behandles hurtigt. Dette krav er videreført i den danske gennemførelseslov. Hvis de pågældende myndigheder ikke har truffet afgørelse i løbet af seks uger, kan ansøgeren eller centralmyndigheden anmode om en redegørelse for årsagen til forsinkelsen.

Men disse krav betyder jo ikke at en sag skal fremskyndes så meget at nødvendige undersøgel­ser afskæres, og at der ses bort fra om fx dokumentationen er i orden, om der er suspekte doku­menter som bør undersøges nærmere osv.

Fogedretterne bør ikke sætte en ære i at træffe en hurtig afgørelse hvis retssikkerheden herved bringes i fare. Det samme gælder hvis fogedrettens afgørelse appelleres til landsretten. For en domstol er det jo en rutinesag at meddele hvorfor en sag ikke er afsluttet.

I den sag som beskrives i det følgende, skete der en overtrædelse af næsten samtlige betingelser for en korrekt gennemførelse af en sag under Haagerkonventionen. Det blev katastrofalt for min klient og hendes søn.