I sommeren 2002 sultestrejkede Kirsten Chesnut i 165 dage under stor medieopmærksomhed foran Christiansborgs mure for at gøre politikere og offentlighed opmærksomme på den særdeles kritisable behandling, som hun og hendes søn var blevet udsat for af danske myndigheder, da hun ved fogedretten i Aalborg i juli 1998 blev dømt for ulovlig børnebortførelse fra USA.

Men hvad er der siden sket i sagen? Det spørger mange om, men vi kan først nu offentliggøre svaret.

Justitsminister Lene Espersen bevilgede i 2002 først 100.000 kr. og året efter yderligere 100.000 kr. til tre forhåndsgodkendte lokale advokaters undersøgelse af sagens opstart i staten Louisiana i USA. I sager under den internationale Haagerkonvention er lovgivning og retspraksis i den stat, hvor barnet hidtil havde fast bopæl, nemlig bestemmende for sagens videre forløb i Danmark.

Den sidste advokat har sammenfattet resultatet således:
"Ovenstående analyse viser, at Kirsten Chesnut hverken overtrådte nogen gyldig dom eller gyldig kendelse og ej heller overtrådte Louisianas lovgivning, da hun rejste på ferie i Danmark fra staten Louisiana med sin søn i juni 1998."

Det var en vigtig besked at få. Den medfører, at sagen bør genoptages ved fogedretten hurtigst muligt.

På grund af Chesnutsagen nedsatte Justitsministeriet endvidere i 2003 et såkaldt Børnebortførelsesudvalg, som på grundlag af konkrete sager skulle vurdere de danske myndigheders behandling af sager under Haagerkonventionen. Der blev specielt henvist til Chesnutsagen. Udvalgets redegørelse udkom i december 2004.

Kirsten Chesnut var i en årrække gift og bosat i Louisiana i USA. I 1997 blev hun separeret, og i den forbindelse aftaltes fælles forældremyndighed over sønnen Christian, som skulle have fast bopæl hos moderen og samværsret med faderen. Christians 10 ugers sommerferie fordelte de med 6 uger hos moderen og 4 uger hos faderen.

Da Kirsten i foråret 1998 forgæves havde forsøgt at få faderen til at meddele, om han ønskede de første eller de sidste 4 uger af ferien, valgte hun til sidst første del af sommerferien og rejste 2. juni 1998 i god tro til Danmark med sønnen for at besøge familien.

Men så brød et uvejr løs, for faderen havde åbenbart en plan. Han ville med øjeblikkelig virkning have sønnen tilbage til USA, og samtidigt skulle tilbagevejen spærres for Kirsten.

Meldt for kidnapning
Straks efter Kirstens afrejse anmeldte han hende til politiet for kidnapning af sønnen, og på grund af hans truende mobilopkald, blev Kirsten klar over, at hun formentlig ville blive anholdt ved tilbagekomsten til USA. Senere sørgede han for, at hun blev idømt to fængselsdomme à 6 måneder. Tilbagevejen var effektivt spærret, og det benyttede han sig siden af til at tilegne sig alt, hvad Kirsten i USA ejede af værdi.

For at skaffe sønnen tilbage gik hans advokat straks i gang med at iværksætte en sag under Haagerkonventionen og takket være overordentlig velvillig men yderst kritisabel bistand fra Civilretsdirektoratet og fogedretten i Aalborg lykkedes denne del af planen også fuldt ud.
Civilretsdirektoratet modtog hans begæring 10. juni, og videresendte den til fogedretten i Aalborg 17. juni med besked om, at der i sagen forelå "særlige omstændigheder", og allerede 7. juli 1998 blev Kirsten dømt for børnebortførelse. Trods protest stadfæstede Vestre Landsret afgørelsen en uge senere på et mangelfuldt skriftligt grundlag.

Kirsten og hendes beskikkede advokat fik kun få dage til at forberede et forsvar. Alle hendes papirer lå i USA, og sin amerikanske advokat kunne hun uheldigvis ikke komme i kontakt med. Hun var i en meget vanskelig situation, som Civilretsdirektoratet yderligere forværrede ved at presse fogeden til en hurtig afgørelse.

På grund af en hemmeligholdt udkørende fogedforretning med politiopbud den 24. juni 1998 anede Kirsten uråd. Hun anmodede derfor om frit lejde til at deltage i retsmødet uden risiko for at blive anholdt, og ifølge sagens akter var fogeden først indstillet på at imødekomme anmodningen, men efter en samtale med Civilretsdirektoratet blev den afslået. Kirsten blev derfor ikke hørt ved retsmødet, og hendes skriftlige redegørelse blev afvist med henvisning til hendes fravær. Fogedrettens kendelse blev alene afsagt på grundlag af ugyldige dokumenter og faderens usande oplysninger.

Ved aktindsigt har vi fundet ud af, hvad de "særlige omstændigheder" gik ud på. I to foregående sager fra USA var det lykkedes mødre at gå under jorden, og det behagede ikke de amerikanske myndigheder, så nu havde Civilretsdirektoratet en egen interesse i at vise handlekraft, og det gjorde direktoratet ved nærmest at fjernstyre den uerfarne dommerfuldmægtig. Dette var klart i strid med alle retsprincipper.

Kirsten var lammet af chok over kendelsen og valgte at gå under jorden med sønnen i håb om at få myndighederne overbevist om sagens rette sammenhæng. Men myndighederne var blot afvisende. Et halvt år senere pågreb to privatdetektiver Christian på gaden i Aalborg og afleverede ham til faderen, som selv tog ham med til USA.

Siden februar 1999 har Kirsten ikke set sin søn.

I de seks år, som nu er gået, har Kirsten sammen med os utrætteligt arbejdet på først at få fuld aktindsigt og dernæst på at få myndighederne til at erkende deres justitsmord. Modsat dette har myndighederne gjort alt for at skjule deres adfærd, dels ved at makulere sagsakter, dels ved at forhale lovpligtig aktindsigt og endelig ved at udsprede misvisende information om sagen, senest i den nu publicerede redegørelse fra Børnebortførelsesudvalget.

Undersøgelse
I efteråret 2002 bevilgede Justitsministeren som nævnt 100.000 kr. til en advokatundersøgelse i Louisiana. Vi rejste derfor begge til New Orleans i februar 2003 og havde indgående samtaler med to lokale advokater, som i forvejen kendte sagen. Deres foreløbige konklusioner forelå i sommeren 2003, og påviste, at faderens amerikanske advokat både havde fejlinformeret og vildledt de danske myndigheder.

Dette meddelte vi Justitsministeriet i en redegørelse af 11. juli 2003, som medførte, at vi opnåede endnu en bevilling på 100.000 kr., for at en tredje kompetent advokat også kunne vurdere gyldigheden af de dokumenter og oplysninger, som fogedretten havde lagt til grund for kendelsen i juli 1998.

I juli 2004 forelå denne advokats rapport, som vi straks videresendte til Justitsministeren vedlagt oversættelse til dansk. I rapporten redegjorde advokaten meget detaljeret for lovgivning og retspraksis i Louisiana og konkluderede, at samtlige dokumenter, som fogedretten havde lagt til grund for kendelsen, var ugyldige.

Dette ønskede man bestemt ikke at vide noget om i Justitsministeriet til trods for at Justitsministeren selv havde anbefalet og finansieret advokatens undersøgelse, for inden der var gået en uge, var hele materialet via Civilretsdirektoratet returneret til Jytte Thorbeks kontor med besked om, at Justitsministeriet ikke agtede at foretage sig noget i sagen.

Kommissoriet for Børnebortførelsesudvalget afspejler tydeligt den kritik af danske myndigheders sagsbehandling, som Kirsten Chesnut og Jytte Thorbek gentagne gange har fremført. Men udvalgets redegørelse er skuffende, for der er ikke tegn på, at udvalget har taget ved lære af de mange fejl, som er begået. Det skyldes formentlig, at sekretariatsfunktionen primært har ligget hos Civilretsdirektoratet, som også har udarbejdet de sags referater, som alene har dannet grundlag for udvalgets arbejde.

Vi har specielt hæftet os ved det resumé af Chesnutsagen, som er gengivet i redegørelsen. Det er kun en del af sandheden, og det er ganske misvisende. Det afdækker ikke myndighedernes fejl, f. eks. Civilretsdirektoratets og fogedrettens ureglementerede hemmelige planlægning. Og til vores overraskelse omtaler det ikke de afgørende oplysninger i sagen, som vi har indhentet i USA.

Der er ikke grund til at gendrive alle misvisende oplysninger endnu en gang. Kun en enkelt kommentar. I resuméet anføres bl. a., at Civilretsdirektoratet modtog sagen fra den amerikanske centralmyndighed "vedlagt en retsafgørelse, hvorefter barnet ikke uden skriftlig samtykke fra begge forældre måtte bringes uden for bopælsstaten".

Til trods for, at Kirsten i processkrifterne tydeligt tilkendegav, at dokumentet var falsk, blev ægtheden og gyldigheden af det hverken undersøgt i Civilretsdirektoratet, fogedretten eller Landsretten. Hvis man dengang havde foretaget en nærmere undersøgelse, havde der ikke været nogen Chesnutsag.

Børnebortførelsesudvalget holdt sit sidste møde 31. august 2004, så det havde fuldt ud været muligt at orientere det om undersøgelserne i USA i 2003 og 2004. Vi undrer os derfor over, at Justitsministeren nok bevilgede penge til godkendte advokaters undersøgelser, men hemmeligholdt resultaterne over for Børnebortførelsesudvalget.

I udvalgets redegørelse argumenteres kraftigt for effektivitet og hurtig sagsbehandling, men Chesnutsagen illustrerer netop, hvor galt det kan gå, hvis retssikkerheden til gengæld tilsidesættes. Udvalget kan end ikke anbefale mundtlig forhandling ved Landsretten. Det har dog været imødekommende på ét punkt og anbefaler, at børnebortførelsessager varetages af en erfaren domstolsjurist, f. eks. en retsassessor eller udnævnt dommer. Den dommerfuldmægtig, som dømte i Chesnutsagen var ny i embedet og havde aldrig haft en børnebortførelsessag.

I betragtning af, at Justitsministeriet og Civilretsdirektoratet har gjort sig til part i sagen ved at presse fogedretten til at afsige en forhastet kendelse, anser vi det for yderst rimeligt, at Justitsministeriet eller det nye Familieministerium, nu medvirker til at få sagen genoptaget.