Artiklerne om Kirsten Chesnut bringes efter aftale med journalisterne.

Al videregivelse – hvad enten det sker skriftligt eller elektronisk –

MÅ KUN SKE MED JOURNALISTERNES TILLADELSE.

Mors kamp: Jamen så må jeg jo dø
Ekstra Bladet 4 august 2002, Søndag side 4

Kirsten Chesnut er efter næsten 100 dages sultestrejke stærkt afkræftet - men hun fortsætter for at få sin kidnappede søn tilbage

Af Michael Holbek Jensen
Retfærdighedens veje er uransagelige - men præcis hvorfor, den synes så afsporet, er stadig en gåde.
Kirsten Chesnut har spurgt sig selv mange gange. I årevis faktisk. I de seneste tre måneder nærmest dagligt.
Det mærkelige er, at hun ikke er bitter. Hun er skuffet. Og vred:
- Jeg er sgu da nødt til at tro på, vi lever i et retssamfund, men jeg er et levende bevis på, at det gør vi ikke, siger hun.
Det store spørgsmål er, hvor længe endnu Kirsten Chesnut er et levende bevis. Ifølge læger er hun nemlig nu i livsfare. Efter 96 dages sultestrejke foran Christiansborg har hun tabt 20 kilo og vejer nu kun 55. Hun er vanvittig træt, sover mellem 10 og 12 timer om natten.
Men den 44-årige aalborgenser giver ikke op:
- Jeg bliver ved med at sultestrejke. Jeg har ikke andet valg. Hvis jeg stopper nu, så kan myndighederne bare sige: 'Nå, så pakkede Kirsten endelig sammen. Så lukker vi den.' - Men du kan jo risikere at dø? - Ja, siger hun og kigger længe på mig. Øjnene er klare blå og balancerer på randen af tårer.
- Meget snart endda ... - Ja. Men jeg mener det faktisk alvorligt. Jeg vil have min sag genoptaget.
- Og hva', hvis den ikke bliver det? - ... jamen, så må jeg jo dø ...

DØMT FOR BØRNEBORTFØRSEL
Det hele starter, da Kirsten i juni 1998 tager hjem på ferie i Danmark med sin otteårige søn Christian. Det er hun i sin gode ret til. Kirsten og hendes amerikanske eksmand Ronald var året inden blevet separeret efter 11 års ægteskab, og de har delt forældremyndighed.
I det retlige forlig står der faktisk, at Kirsten har planlagt sin sommerferie i Danmark. Der er også afsat 3000 dollar til det af det fælles bo.
Hun lander i Danmark med Christian 3. juni 1998, og mindre end fem uger efter er hun dømt for børnebortførsel efter Haager-konventionen ved fogedretten i Aalborg.
Afgørelsen bliver i huj og hast stadfæstet af Vestre Landsret, hvorefter Kirsten går under jorden med Christian.

FATALE FEJL
- Hele sagen mod Kirsten ved fogedretten i Aalborg byggede fra begyndelsen på urigtige oplysninger og utroværdige juridiske dokumenter. Det var en skueproces, hvor afgørelsen var truffet på forhånd, siger hendes advokat Jytte Thorbek.
Centrale dokumenter, der ender med at blive afgørende for, at Kirsten Chesnut taber sagen, og Christian skal udleveres til USA, mangler underskrifter eller er direkte ubrugelige.
Civilretsdirektoratet - som er den ansvarlige myndighed i Haager-konventions-sager - opdager det ikke. Ingen af de amerikanske dokumenter bliver nogensinde oversat til dansk. Det viser sig at blive fatalt, for Civilretsdirektoratet misforstår selv elementære principper i amerikansk jura.
Selve retssagen afvikles på engelsk, selv om retssproget i Danmark er dansk. Ronald og hans advokat er til stede i retten, hemmeligt hidkaldt af fogeden i tilfælde af, at Christian skal tages fra Kirsten med magt.
Af samme grund har fogeden arrangeret, at politi og socialforvaltning er på plads i retsbygningen. Kun Kirsten og hendes advokat ved det ikke.

HEMMELIG STRATEGI
I korrespondancen mellem fogedretten og Civilretsdirektoratet blotlægges den lagte taktik. Man vil for enhver pris have fat i Christian. Hvis Kirsten møder op, vil man spørge hende, hvor Christian opholder sig.
Hvis hun fortæller det, vil politiet hente drengen, mens hun bliver afhørt i retten. Hvis hun nægter at sige, hvor drengen er, vil hun blive fængslet.
Selv om strategien holdes hemmelig, aner Kirsten alligevel, hvad der er i gære. Hun vil gerne møde i retten, men hun vil have frit lejde. Det får hun ikke, og derfor tør hun ikke møde op. I stedet sender hun skriftligt sin version af sagen, men den ser fogeden bort fra i retten.
Aktindsigt har afsløret, at fogeden allerede 26. juni - 12 dage før sagen skal for retten - telefonisk fortæller Civilretsdirektoratet, at 'hvis Kirsten ikke møder i fogedretten, vil der blive truffet afgørelse om udlevering af Christian på det foreliggende grundlag'.
Et grundlag, som udelukkende er baseret på eksmanden Ronalds påstande og forklaringer.

DANMARK OPGAV
Kirsten Chesnut fik altså aldrig lejlighed til at fortælle retten sin version af sagen. Ja, hun blev end aldrig på noget tidspunkt - fra hun landede i Danmark, til hun blev dømt i Aalborg - kontaktet og spurgt, om hun rent faktisk bare var på ferie.
Det kan undre al den stund, at hun havde retten i Louisianas ord for, at hun helt lovligt kunne tage på ferie med Christian i Danmark. Forliget mellem Kirsten og Ronald Chesnut - hvori hendes ferieplaner i Danmark og de 3000 dollar til formålet nøje er nedskrevet - indgår endda i fogedrettens domsgrundlag.
- Jeg forstår simpelthen ikke, at de danske myndigheder vælger at tage så ensidigt parti for en amerikaner i en sag mod en dansk statsborger.
Men jeg ved fra Frank Jensen, der var justitsminister på det tidspunkt, at sager om Haager-konventionen bare er for besværlige. Danmark opgiver på forhånd at slås. Jeg var med andre ord skyldig i det øjeblik, jeg blev anklaget, siger Kirsten Chesnut.
At gå under jorden var hendes måde at håndtere situationen på.
I et halvt år levede Kirsten og Christian sådan i Danmark. Indtil 20.
februar 1999, dagen efter Christians niårs fødselsdag, der bliver holdt hos hans mormor i Aalborg.
Om formiddagen går Christian sammen sin tiårige fætter til købmanden efter havregryn. Tredive meter. Bare lige over gaden. Da de skal tilbage til mormors lejlighed, bliver Christian pågrebet bagfra af en ukendt mand og grædende og skrigende smidt ind på bagsædet af en bil med tyske nummerplader. Han bliver kørt til Prag, hvor Ronald venter.
Samme dag flyver faderen hjem til USA med Christian - og siden har Kirsten ikke set sin søn.

ALLE VASKER HÆNDER
Det er nu mere end tre år siden, og lige siden har hun været i kamp med myndighederne, især de danske.
- Jeg vil simpelthen se min dreng igen. Han har brug for sin mor. Men hvis jeg viser mig i USA, bliver jeg fængslet, siger Kirsten Chesnut, der ikke alene er afskåret fra sin søn, men også har mistet hele sin formue, inklusive sin pension. Alt har Ronald ad rettens vej scoret. I alt omkring to millioner kroner.
- Selv udgifterne til kidnapningen blev jeg dømt til at betale, siger Kirsten Chesnut tørt.
Lige siden har hun prøvet at finde ud af, hvordan det kunne gå så galt.
Hendes forsøg på at få sagen genoptaget er strandet. Når hun klager over myndigheder og sagsbehandlere, er det de samme myndigheder og sagsbehandlere, der svarer på hendes klager. Når hun beder om aktindsigt, tager det ofte urimelig lang tid, eller hun får at vide, at breve enten er forsvundet eller makuleret.
Men frem for alt kan hun ikke få nogen til at tage ansvaret for det, der er sket.
- Alle dækker over hinanden, og alle vasker hænder. Det er det rene Kafka, når systemet lukker sig om sig selv. Men jeg har aldrig gjort noget forkert. Det kan jeg dokumentere sort på hvidt. Det er myndighederne, der er trængt ind i mit liv og har lavet om på alt. Jeg har mistet mit barn. Jeg har mistet mit liv. Og det er der ingen, der vil tage ansvaret for. Det kan ikke være rigtigt, siger Kirsten Chesnut.
I april i år lukkede Civilretsdirektoratet Kirsten Chesnuts sag, og det fik hende til at indlede sin sultestrejke foran Christiansborg. Midt i juli afviste justitsminister Lene Espersen at lave en uvildig kulegravning af Chesnut-sagen for at undersøge, om der er begået fejl fra myndighedernes side.
Og der står sagen nu.

JUSTITSMORD
Advokat Jytte Thorbek, der i årevis har arbejdet gratis med Kirstens sag, kalder den 'en skamplet på dansk retspleje' og 'en af de mest tragiske i nyere dansk retshistorie'.
- Jeg vil faktisk sige, at der er tale om justitsmord, siger Jytte Thorbek til Ekstra Bladet.
Det er også sådan, Kirsten Chesnut føler det.
Men i morgen kan hun male 97 på det lille papskilt, der står ved hendes fod og holder styr på dagene. I overmorgen 98. Og sådan kan hun blive ved.
Lige til hun dør.