Artiklerne om Kirsten Chesnut bringes efter
aftale med journalisterne.
Al videregivelse – hvad enten det sker
skriftligt eller elektronisk –
MÅ KUN SKE MED JOURNALISTERNES TILLADELSE.
Kirstens sorte dag
Ekstra Bladet 28 september 2002, 1 . sektion side
11
Justitsminister
Lene Espersen afviser at genoptage Chesnut-sagen
Af Michael Holbek Jensen
- Jeg er dybt, dybt skuffet, sagde Kirsten Chesnut
efter mødet fredag med justitsminister Lene Espersen:
- Jeg troede, vi skulle finde en løsning på min sag, men hun var fuldkommen
afvisende, siger Kirsten Chesnut,
der efter 150 dages sultestrejke foran Christiansborg var både træt og synligt
afkræftet.
Hun er meget mager - har tabt 26 kilo siden 1. maj - og flere gange måtte hun
standse for at få vejret på trappen op til Lene Espersens kontor.
Justitsministeriet fastholder, at myndighederne ikke bærer noget ansvar for, at
Kirsten Chesnut for snart fire år
siden blev dømt for børnebortførelse og mistede sin nu 12-årige søn Christian.
Ekstra Bladet og den øvrige presse har gentagne gange dokumenteret, at
retssagen mod hende var fabrikeret og byggede på ugyldige og falske dokumenter,
men som Lene Espersen sagde til Ekstra Bladet:
- Jeg har en anden opfattelse af sagen og finder ikke grundlag for at kritisere
hverken myndighederne eller domstolene. Derfor skal sagen ikke genoptages, og
der skal ikke laves nogen uvildig undersøgelse af forløbet.
Ministeren tilbød på mødet Chesnut
at skrive et brev til den amerikanske justitsminister John Ashcroft, men
erkendte dog samtidig, at han næppe har mulighed for at påvirke amerikanske
domstole. Dernæst har hun indstillet, at Chesnut
får 100.000 kr. fra Varelotteriet til advokathjælp i USA. Chesnut havde ansøgt om 550.000 kr., fordi det er så dyrt at føre
sager i USA.
- 100.000 er til at grine ad. Det er ren utopi at tro, jeg kan starte nogen sag
for det beløb i USA, siger Kirsten Chesnut.
EN DØD MOR
Hvad der efter minister-afvisningen ligger fast er, at den 44-årige
aalborgensiske kvinde fortsætter sin sultestrejke:
- Jeg må konstatere, at mit liv er mindre værd end dét, at
Civilretsdirektoratet taber ansigt. Og da Lene Espersen til slut afviste at
tale med mig et par minutter under fire øjne, sagde jeg til hende: 'Lene, du
kigger nu på en død mor', fortæller Kirsten Chesnut, der ikke længere kan holde tårene tilbage.
Også Lene Espersen så trist ud, da vi spurgte hende, om hun var klar til at
acceptere, at Chesnut nu lægger sig
til at dø foran Christiansborg:
- Jeg håber, hun vil bruge sine sidste kræfter på at få Christian at se.
Men Kirsten får ikke sin dreng at se foreløbig. Mon hun nogensinde gør?
Sidst på eftermiddagen satte hun sig igen foran Borgen. En sort dag var ved at
rinde ud, og nummer 151 uden mad venter forude. Det blæste, og Kirsten sagde:
- Jeg håber ikke, natten bliver alt for kold. miho@eb.dk