Enhedslisten - de rød-grønne
Folketingsgruppen. Christiansborg. 1240 København K
19. september 2002
Advokat Jytte Thorbek
Larslejsstræde 1
1451 København K
(Uddrag vedrørende pressemeddelelsen)
Vedrørende Kirsten Chesnut
Jeg sender hermed en pressemeddelelse som Anne Baastrup og
jeg har udsendt i dag. Jeg kan oplyse at vi længe har arbejdet på at finde
muligheder for en løsning af sagen, således at Kirsten Chesnut kan se sin søn
igen. Jeg håber at justitsministeriet følger vores opfordring og hvis ikke vil
vi fremsætte et beslutningsforslag om nedsættelse af et udvalg når folketinget
åbner igen til oktober.
----------
I Danmark er der en magtdeling mellem den lovgivende, den dømmende
og den udøvende magt. Som medlem af folketinget tilhører jeg den lovgivende
magt; Jeg kan ikke og ønsker ikke at kunne blande mig i domstolenes afgørelser.
Hvis jeg er uenig i en konkret afgørelse, hvad jeg ind imellem er, så ser jeg
på om der er nogle love og regler der kan ændres, således at der i fremtidige
sager af samme slags kan nås et andet resultat.
Dertil kommer at det væsentligste problem i din klients sag
er amerikanske
retsafgørelser. Hvad enten du har ret i at disse afgørelser hviler på et
fejlagtigt grundlag eller ej, så har de amerikanske myndigheder lagt dem til
grund og det er dette der forhindrer at din klient kan få sin søn at se. Det
danske folketing har ingen mulighed for at ændre amerikanske retsafgørelser.
Jeg har på mødet i retsudvalget, da I havde foretræde, og
ved andre lejligheder givet udtryk for at det kan være fornuftigt at få nedsat
et udvalg til at se på hvordan vi i Danmark håndterer sager hvor forældre er
blevet uenige om i hvilket land et barn skal opholde sig. Disse sager er dybt
ulykkelige og forældre der står midt i en krise er ofte ikke istand til selv at
forholde sig til indviklet jura og flere forskellige landes retsforhold samt
internationale konventioner og aftaler. I et sådant udvalgsarbejde bør din klients
sag og andre konkrete sager naturligvis indgå.
Men intet uvildigt udvalg og heller ikke Folketingets
Retsudvalg har mulighed for at forlange en sag genoptaget ved hverken de danske
eller de amerikanske domstole, således som du flere gange har opfordret til. J
eg vil derfor opfordre dig til at du støtter muligheden for at der findes en
forhandlingsløsning med de amerikanske myndigheder således at Kirsten Chesnut
kan vende tilbage til USA og får mulighed for at se sin søn igen.
Med venlig hilsen
Line Barfod
Tlf. 33 37 50 50. Fax 33 37 50 70. www.enhedslisten.dk .
enhedslisten@enhedslisten.dk