Retsudvalget Folketinget Christiansborg 1240 København K

8. oktober 2002 J. nr. 2268 JT/pn

Vedrørende Kirsten Jensen Chesnut.

Det er med den største beklagelse, at vi endnu engang ser os nødsaget til at henvende os til Retsudvalget vedrørende ovennævnte sag, fordi vi næsten var overbeviste om, at en for Kirsten Chesnut acceptabel løsning var på vej. Men vi har taget alvorligt fejl, og det viste sig med al tydelighed i forbindelse med det såkaldte møde med Justitsministeren den 27. september 2002. Umiddelbart efter mødet har Justitsministeriet offentliggjort en pressemeddelelse og en "Redegørelse om Chesnut-sagen". Sidstnævnte dokument er ikke forsynet med nogen form for identifikation og er ikke underskrevet af nogen.

Kontorchef Anne Louise Bormann, Justitsministeriet, har oplyst, at redegørelsens målgruppe er Pressen som helhed. På forespørgsel til Folketingets sekretariat har vi yderligere fået oplyst, at pressemeddelelsen og redegørelsen ikke er omdelt til Folketingets medlemmer. Vi vedlægger derfor et eksemplar af hver. Redegørelsen vil blive kommenteret i afsnit 2.

Det er naturligvis helt legitimt, at Justitsministeriet udsender pressemeddelelser og redegørelser, men i den konkrete situation var omstændighederne stærkt kritisable, og det har desuden undret Kirsten Chesnut, hvordan Justitsministeriet kan tillade sig at offentliggøre personlige detaljer om hendes sag uden hendes forudgående tilladelse. Vi har selv aldrig sendt noget brev eller afgivet nogen redegørelse uden Kirstens udtrykkelige tilladelse. Til indledning ønsker vi i afsnit 1 at beskrive og kommentere mødet i Justitsministeriet den 27. september 2002.

1. Møde mellem Justitsminister Lene Espersen og Kirsten Chesnut den 27. september.

Mødet blev arrangeret ret pludseligt, efter at sognepræst Leif Bork Hansen havde skrevet det i bilag 21 omtalte brev til Lene Espersen, og som det fremgår var forudsætningen, at Kirsten Chesnut og hendes advokat Jytte Thorbek også deltog. Det lød umiddelbart tilforladeligt, og da vi ønskede, at intet skulle være uforsøgt, accepterede vi at deltage i mødet og bekræftede dette ved fremsendelse af forslag til dagsorden vedlagt begrundelse for og kommentarer til de enkelte punkter, jf. bilag 22.

Vi bad samtidigt Justitsministeriet om at fremsende sin egen deltagerliste snarest belejligt, men til trods for flere rykkere fik vi ingen tilbagemelding, ligesom vi heller ikke fik nogen form for kommentarer til forslaget til dagsorden. Men vi gik ud fra, at det nok alene skyldtes travlhed i Justitsministeriet. Som oplæg til drøftelserne havde vi endvidere udarbejdet og fremsendt en kort oversigt over Chesnutsagens forløb vedlagt en oversigt over de i fogedretten fremlagte dokumenter ledsaget af korte bemærkninger til de enkelte dokumenter, jf. bilag 23.

Det viste sig imidlertid straks ved mødets start, at vi havde været alt for optimistiske med hensyn til dette møde. Civilretsdirektoratet, som har været den hovedansvarlige for Chesnutsagen forløb, og som har den konkrete viden om sagen, var slet ikke repræsenteret. Foruden Justitsministeren deltog kun departementschefen, to kontorchefer og en pressemedarbejder. Vi fik at vide, at der ikke ville blive lavet et officielt mødereferat, men vi måtte naturligvis gerne lave egne notater. Kirsten Chesnut bad om tilladelse til at starte en medbragt båndoptager, men fik et bestemt afslag af Lene Espersen. Ved to tidligere møder med daværende Justitsminister Frank Jensen fik hun straks en sådan tilladelse.

Justitsminister Lene Espersen startede med at udtrykke den sædvanlige medfølelse med Kirsten Chesnuts ulykkelige situation, men derefter gik det hurtigt op for os, at sognepræst Leif Bork Hansens velmente appel i det i pressen omtalte brev til Lene Espersen om "almindelig menneskelig anstændighed i Justitsministeriet" af samme ministerium nu var drejet 180 grader og i form af dette møde blev brugt som skalkeskjul for et aldeles usagligt ultimatum til Kirsten Chesnut om enten at acceptere ministeriets politisk betonede og ganske urealistiske "løsningsforslag" eller sejle sin egen sø.

Vi blev samtidigt orienteret om, at vi efter mødet ville få udleveret Justitsministeriets redegørelse om sagen, men vort ønske om at få den straks, så vi eventuelt kunne drøfte indholdet, blev blankt afvist. Herefter forlod Justitsministeren og ministeriets personale mødelokalet, uden at ville diskutere noget som helst med os. På dette tidspunkt vidste vi endnu ikke, at Justitsministeriet alligevel ville lave et mødereferat i form af en ensidigt formuleret pressemeddelelse. Vor kommentar til ministeriets arrangement som helhed og specielt til de i pressemeddelelsen stillede forslag fremgår af bilag 24.

2. Justitsministeriets egen redegørelse om Chesnutsagen.

2.1 Inhabilitet.

Det må anses for sandsynligt, at redegørelsen er udarbejdet af en medarbejder i Civilretsdirektoratet, som nøje har læst det tilsvarende afsnit med titlen "Danmark som farligt ferieland" i Jytte Thorbeks bog, som tidligere er fremsendt som bilag 2. Det er i sig selv udmærket, men det er påfaldende, at alle kritiske bemærkninger om sagens forløb er udeladt i Civilretsdirektoratets fremstilling. Det drejer sig i særdeleshed om den detaljerede gennemgang og dokumentation af fogedrettens tætte og hemmeligholdte kommunikation både med Civilretsdirektoratet, Centralmyndigheden i USA og sågar med Ronald Chesnuts advokat i Louisiana.

Vi har en højt estimeret dansk dommers ord for, at en udenretlig kommunikation af denne art er højst usædvanlig i dansk retspleje, og at dommerfuldmægtigen herved har gjort sig selv inhabil. Det vil normalt medføre, at dommeren bør vige sit sæde. Hvis det konstateres efter domsafsigelsen, vil det normale være, at sagen bliver hjemvist (returneret) til fornyet behandling i retten af en dommer uden habilitetsproblemer.

I Retsplejeloven omtales spørgsmålet om inhabilitet kun ganske kortfattet i § 60 og § 61. I sidstnævnte står der blot: "Ingen må handle som dommer i en sag, når der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed".

I den kommenterede retsplejelov fylder kommentarerne til denne bestemmelse 7½ tætskrevne sider, som dog mest refererer straffesager, men ingen dommer vil formentlig påstå, at der eksisterer én adfærdskodeks i straffesager og en anden i civile sager. I en af kommentarerne (side 122) siges følgende: "For at dommeren skal vige sit sæde, må tvivlen om hans upartiskhed være objektivt begrundet". I Chesnutsagen foreligger denne objektive begrundelse i overmål på grund af alle de afslørende sagsakter, som vi gang på gang har fremlagt og refereret.

På side 1 i Justitsministeriets redegørelse gentages endnu en gang, at "Beslutningen om, at Christian skulle udleveres til USA, er truffet af domstolene og har været prøvet ved flere retsinstanser." Dette er formelt korrekt, men myndighederne undlader altid at tilføje, at Kirsten Chesnut jo langt hen ad vejen har været afskåret fra at gøre spørgsmålet om inhabilitet gældende over for de overordnede retsinstanser, fordi hun først efter et vedholdende og årelangt krav om aktindsigt efterhånden har fået oplysninger nok til at levere den nødvendige objektive begrundelse for dommerfuldmægtigens inhabilitet.

Konklusionen er, at på grund af dommerfuldmægtigens inhabilitet må retssagen genoptages og behandles af en dommer uden habilitetsproblemer. Men uanset spørgsmålet om habilitet må det kræves, at sagen genoptages på grund af alle de sagsbehandlingsfejl, som vi vil omtale i næste afsnit.

Da fogedretten imidlertid én gang har afslået at genoptage sagen og har fået afslaget stadfæstet af Landsretten på et skriftligt grundlag, er det væsentligt for en ny genoptagelsesbegæring, at Civilretsdirektoratet erkender at have handlet i strid med grundlovens § 3 samt at have planlagt forløbet og fremsendt sagen alene på grundlag af en u-underskrevet stævning.

2.2. Redegørelsens indledende bemærkninger.

Nederst på side 1 påstår redegørelsens ukendte forfatter, at børnebortførelsessagen reelt var en tvist mellem de to forældre til Christian, og at parterne i partstvister ofte har forskellige subjektive oplevelser af sagen. Som påpeget i bilag 24 prøver Justitsministeriet og Civilretsdirektoratet herved at give pressen og dermed befolkningen det falske indtryk, at Chesnutsagen dybest set er en traditionel skilsmissekonflikt mellem to forældre, som selvfølgelig oplever den på hver sin måde. Det er muligt, at dette er udtryk for Lene Espersens og andres opfattelse af sagen, men den er ikke korrekt, for en sag under Haagerkonventionen er ikke en ægteskabssag. Det fremgår med stor klarhed af konventionens ordlyd.

Det ville af hensyn til os alle være ønskeligt, at myndighederne ville forholde sig til Chesnutsagens kendsgerninger i stedet for ustandseligt at henholde sig til halve sandheder og hele usandheder, for denne strategi tjener ikke til deres ære. Sagens kerne er og bliver Civilretsdirektoratets katastrofale sagsbehandling, som Direktoratet jo selv indirekte erkender, for hvorfor vedbliver Direktoratet ellers med alle disse misvisende påstande og bortforklaringer.

Yndlingspåstanden er til stadighed, at beslutningen om, at Christian skulle udleveres til USA, er truffet af domstolene og har været prøvet ved flere retsinstanser. Nu er det jo almindelig viden, at falsk vidneforklaring i retten er strafbar, men hvad med falske oplysninger sendt til retten med telefax og pr. brev fra en offentlig myndighed, som af retten må antages at være seriøs. Er det tilladeligt i et retssamfund ? Det ønsker vi Justitsministeriets svar på, inden det gentager den indirekte påstand om retssystemets totale uafhængighed af modtagne oplysninger udefra og næsten overjordiske evne til at lade retfærdigheden ske fyldest.

2.3. Oversigt over forløbet af børnebortførelsessagen.

De to første afsnit, herunder beskrivelsen af "Consent Judgement" af 1. juli 1997 er korrekt. Det nævnes også, at forældrene herefter ved dom havde fælles forældremyndighed over Christian. Det nævnes imidlertid ikke direkte, men vi har på grund af sammenhængen i teksten grund til at tro, at redegørelsens forfatter hermed også erkender, hvad vi hele tiden har sagt, nemlig at dommerens foreløbige udrejseforbud af 18. juni 1997 hermed var bortfaldet.

Det vidste Ronald Chesnut selvfølgelig også, for hvorfor skulle han ellers havde indleveret en ansøgning om et nyt udrejseforbud den 18. november 1997, hvis udrejseforbudet af 18. juni 1997 fortsat havde været gældende. Det er vel simpel logik. Hvad der var hans inderste motivering ved han kun selv. Kirsten kan kun berette, at han ret hurtigt fik trang til at gøre livet surt for hende ved ubehagelig telefonchikane og trusler på livet. Begge dele er nævnt og påtalt af Kirstens amerikanske advokat, som overfor Ronald Chesnuts advokat også har ironiseret over Ronald Chesnuts forskellige problemer, herunder alkoholproblemer.

Vi kender altså ikke den nøjagtige årsag eller begrundelse. Det er blot et faktum, at Ronald Chesnut i samarbejde med sin advokat indleverede den tidligere omtalte stævning kaldet "Petition for Injunctive Relief", hvilket på dansk betyder "Ansøgning om hjælp til udstedelse af et forbud". Efter amerikansk sædvane ledsages en stævning af et bilag kaldet "Order", som er et oplæg til dommerens afgørelse, jf. bilag 5 og 10. Selve indholdet omtales senere.

I denne "Order" af 18 november 1997, indkaldes Kirsten til at møde i retten den 15. december 1997 for at komme med eventuelle indvendinger. I mellemtiden indleverede hendes advokat en modstævning og bad samtidigt om at få retsmødet udsat, fordi han selv var forhindret i at møde. Derfor udsatte dommeren mødet til den 9. januar 1998, men dagen før, dvs. den 8. januar 1998, meldte Ronald Chesnut afbud til det berammede retsmøde. Mere kom der ikke ud af hans stævning af 18. november 1997, for der blev ikke aftalt og aldrig afholdt noget efterfølgende retsmøde.

Dette benægter Civilretsdirektoratet ikke, for det er jo nøje beskrevet i Jytte Thorbeks bog, men i mangel af kendsgerninger har Direktoratet nu opfundet en ny fantasifuld forklaring. De følgende linier på side 2 i redegørelsen lyder nemlig således:

"I november 1997 blev bodelings- og forældremyndighedssagen imidlertid "genåbnet". Da Kirsten Chesnut rejste til Danmark med Christian i juni 1998, var forældrene endnu ikke formelt skilt, ligesom sagen omkring "genåbning" af bodelings- og forældremyndighedssagen stadig verserede."

Dette er helt imidlertid helt uden sammenhæng og mening. Det er klart vildledende at erklære en sag for "genåbnet", fordi den ene part indleverer en stævning mod den anden part med et indhold, som kun perifert har noget at gøre med den tidligere omtalte "Consent Judgement".

F eks. er spørgsmålet om forældremyndighed overhovedet ikke nævnt i Ronald Chesnuts stævning, jf. den amerikanske tekst i bilag 5 og den danske oversættelse i bilag 10. Det er følgelig også uden mening at skrive, at sagen omkring "genåbning" stadig verserede i juni 1998. Ronald Chesnut lancerede et utal af søgsmål, men fik aldrig noget ud af det..

Det er korrekt, at parterne formelt set ikke var skilt, men det er uden betydning i Haagerkonventionssagen. I en dansk formulering ville man sige, at parterne var separeret, og kun ventede på den formelle skilsmisse på separationsvilkårene. Det var i hvert fald den holdning, som Kirsten Chesnut helt frem til afrejsen meddelte Ronald Chesnut, jf. bilag 27, som senere vil blive omtalt. Vi vender tilbage til spørgsmålet om denne "Order" af 18 november 1997 under pkt. 2.4.

2.3. Efterforløbet i USA.

Justitsministeriet skriver i redegørelsen:

"I tiden efter de danske domstoles afgørelse om tilbagegivelse af Christian blev der afsagt en række yderligere afgørelser ved de amerikanske domstole. "

Dette er korrekt bortset fra, at ordene "yderligere afgørelser" er misvisende, for der forelå i forvejen kun en enkelt afgørelse, nemlig "Consent Judgement" af 1. juli 1997. I de følgende linier opregnes så nogle af de ulykker, der væltede ned over Kirsten, men Justitsministeriet henholdsvis Civilretsdirektoratet undlader behændigt at nævne, hvad der i de efterfølgende amerikanske retssager blev lagt til grund for anklagerne og de uhyrlige krav.

Det var helt konkret den danske fogedrets kendelse af 7. juli 1998, som i mellemtiden var blevet oversat til amerikansk af Civilretsdirektoratet. Ronald Chesnuts advokat havde derfor let spil, for han behøvede blot at gøre gældende, at Kirsten Chesnut ved retten i Danmark var dømt for børnebortførelse.

Vi er her ved et punkt, som vi hidtil forgæves har prøvet at forklare danske politikere, nemlig at der er en nøje sammenhæng og vekselvirkning mellem de amerikanske og danske retsafgørelser. Problemstillingen fremgår af en diskussion, som vi har haft med Line Barfod, som jo foruden at være advokat også er medlem af Retsudvalget. I et følgebrev til en pressemeddelelse skrev hun til Jytte Thorbek:

"Dertil kommer at det væsentligste problem i din klients sag er amerikanske retsafgørelser. Hvad enten du har ret i, at disse afgørelser hviler på et fejlagtigt grundlag eller ej, så har de amerikanske myndigheder lagt dem til grund, og det er dette der forhindrer, at din klient kan få sin søn at se. Det danske folketing har ingen mulighed for at ændre amerikanske retsafgørelser." (Understreget af os)

Det er her, at Line Barfods og andres forståelse af sammenhængen svigter. Det er ikke rigtigt, at amerikanske myndigheder har lagt amerikanske retsafgørelser til grund for de uhyrligheder, som begyndte at vælte ned over Kirsten kort tid efter, at hun var kommet til Danmark. Det var den danske fogedrets kendelse, som var den egentlige årsag. Det er den amerikanske centralmyndighed fuldt ud klar over, og derfor nægter den at have mere med sagen at gøre. I jævne ord siger den til os: "I har som danskere selv skabt den nu fastlåste situation, og så må I også selv redde jer ud af den."

Det kan selvsagt være svært at forklare dette pr. brev, men i fire år har det været umuligt at opnå en eneste saglig samtale med Justitsministeriet og Civilretsdirektoratet om denne sag, fordi disse myndigheder kun tænker på at dække over egne fejl.

Fængselsdommen indtager en særstilling. Men også her fortier Justitsministeriet det væsentlige. Det er korrekt, at retten i Louisiana idømte Kirsten en straf på 6 måneders fængsel for ikke at have besvaret nogle spørgsmål fra rettens side ("interrogatories"). Det skyldtes imidlertid, at hendes advokat havde været bortrejst og derfor ikke i tide havde sendt Kirstens besvarelse af spørgsmålene videre til retten. Da det blev klarlagt, ændrede dommer K. Granier uden videre dommen til 6 måneders fængsel for børnebortførelse. Ud fra vort kendskab til amerikansk retsvæsen, kan en amerikansk dommer dog ikke sådan uden videre ændre en civil dom til en kriminel dom.

I redegørelsen nævnes imidlertid ikke med et eneste ord, at dommeren faktisk annullerede fængselsdommen den 21. august 2001, og at den på Ronald Chesnuts foranledning blev genindført den 28. november 2001, fordi Civilretsdirektoratet gik i panik og udlod at lade sig repræsentere ved retten i Louisiana. Det har vi detaljeret redegjort for i vore tidligere breve til Retsudvalget, se også bilag 12, som er kopier af de to retsafgørelser. Det er uforståeligt, at Justitsministeriet fortier en så vigtig grund til, at Kirsten Chesnut naturligvis ikke på denne baggrund blot kan rejse til USA og arbejde for sin sag

2.4. Grundlaget for, at Kirstens udrejse fra USA til Danmark blev anset for ulovlig.

Retsudvalget har tidligere fra Justitsministeriet modtaget en kopi af Fogedrettens kendelse af 7. juli 1998, men af hensyn til bilagering vedlægges alligevel et eksemplar som bilag 25. Vi har i det pågældende afsnit i Jytte Thorbeks bog, bilag 2, kommenteret denne kendelse ret detaljeret, og vi har også tilføjet, at den i betænkelig grad bringer mindelser om Franz Kafka's roman "Processen" både på grund af den forudgående hemmelige tilrettelæggelse af retsmødet og dets konkrete gennemførelse. Denne opfattelse har vi fortsat, men vi vil undlade detaljerne i denne omgang.

Vi vil her alene anmode Retsudvalget om at se nærmere på de to "Orders" af henholdsvis 18. november 1997 og 16. juni 1998. Vi bestrider den juridiske gyldighed af begge dokumenter, hvorved fogedrettens kendelse er uden et holdbart juridisk grundlag.

Civilretsdirektoratet fremsendte den første "Order" til fogedretten den 17. juni 1998, og i følgebrevet blev den karakteriseret som en "retsafgørelse". Men fra første færd har Kirsten Chesnut gjort gældende , at den er et "falsum", hvilket uden begrundelse blev afvist af fogedretten. Efterfølgende har vi utallige gange forklaret, senest i vort brev af 29. juni 2002 til Retsudvalget, at det ikke er en "retsafgørelse", men blot en stævning og en indkaldelse til et retsmøde. Denne opfattelse har Direktoratet hårdnakket modsat sig i flere år, men i den seneste redegørelse omtaler Direktoratet den nu som "Det omtvistede retsdokument af 18. november 1997", og gengiver endog 4. afsnit af dokumentet, som netop viser, at det blot er en stævning og en mødeindkaldelse, jf. bilag 5 og 10 Dette er dog et væsentligt fremskridt.

Men Direktoratet ved også, at hvis det fuldt ud erkender, at vi har ret i vor opfattelse, falder grundlaget for hele Haagerkonventionssagen, for så burde denne "Order" aldrig være sendt over til Aalborg, men returneret til USA. Derfor griber Direktoratet skyndsomt efter et par halmstrå at klynge sig til.

Første anbringende imod Kirstens påstand om, at der var tale om et falsum, lyder således:

"Dette blev imidlertid bestridt af Christians far under retsmødet. Han forklarede bl.a., at afgørelsen af 18. november 1997 stadig var gældende, idet Kirsten Chesnut havde begæret en høring ved den pågældende ret i USA for at forsvare sig mod denne afgørelse, men hun kom ikke til stede i retten. Spørgsmålet om gyldigheden af det nævnte dokument er således indgået i fogedrettens behandling af sagen."

Dette er en usand partsforklaring. Det er jo Ronald Chesnut, som har fremsendt denne omtvistede "Order", så derfor vil han selvfølgelig forsvare den. Men han gør det dårligt, for vi har oven for beskrevet, hvordan retsmødet først blev udsat på Kirstens advokats foranledning og dernæst på Ronald Chesnuts foranledning, og at det rent faktisk aldrig blev afholdt. Dernæst er det jo forrykt af ham at påstå, at Kirsten udeblev fra et retsmøde om denne "Order", for så ville der jo den 9. januar 1998 være blevet afsagt en udeblivelsesdom i hans favør, og så var det naturligvis den, som var blevet fremsendt til Danmark i stedet for stævningen.

Hans udtalelse i retten viser samtidigt, at han også selv erkender, at der kun var tale om en stævning, fordi der var berammet et retsmøde, hvor den skulle behandles. Efter flere telefonsamtaler og skriverier mellem parternes advokater skriver Ronald Chesnuts advokat endelig i et brev af 17. februar 1998 til Kirstens advokat følgende meget sigende bemærkning:

"Hvis jeg ikke hurtigt hører fra Dem, vil jeg få berammet retsmødet vedrørende min anmodning om en forbudsdom (Petition for Injunctive Relief)."

Brevet er vedlagt både på engelsk og dansk som bilag 26 og afkræfter definitivt enhver forestilling om, at denne "Order" af 18. november 1997 skulle være en retsafgørelse. Kirstens advokat tog kraftigt til genmæle i et brev af 13. marts 1998, jf. bilag 27, og lukkede dermed for flere diskussioner med Ronald Chesnut. Han skrev bl. a heri:

"For det første skal det nævnes, at fru Chesnut ud fra et retfærdighedssynspunkt mener, at der foreligger et betydeligt element af svigagtighed i denne sag. Som jeg meddelte Dem, har vi ved hjælp af privatdetektiv skaffet klart bevis på, at hr. Chesnut var engageret i utroskab, hvilket var årsagen til, at hans ægteskab blev opløst. "

Derefter opregner Kirstens advokat de meget store pengebeløb, som Kirsten havde betalt til indfrielse af Ronald Chesnuts gæld af for skellig art, hans uddannelse og leveomkostninger osv. Han slutter med følgende erklæring:

"Herudover bør det nævnes, at samværsordningen i denne sag, og min klients bopælsret, blev delvis bestemt gennem parternes egen aftale. Fru Chesnuts indforståelse med at forblive i dette område, hvilket inkluderede brugen af det fælles hjem for hende og parternes umyndige søn under hans opvækst, var en del af aftalen. Efter enhver målestok var dette bestemt et fair arrangement for begge parter, og på ingen måde skadeligt for hr. Chesnut.

Hvorom alt er, skriver jeg for at bekræfte, at fru Chesnut ikke har til hensigt at protestere mod skilsmissen, forudsat at dommen indeholder en bestemmelse om, at vilkårene i den tidligere Enigheds-Dom fortsat er gældende i fuldt omfang."

Civilretsdirektoratets næste anbringende er også ganske ejendommeligt. Direktoratet skriver:

"Det kan i øvrigt oplyses, at Kirsten Chesnuts søster i december 1998 sendte en række dokumenter til Justitsministeriet. Herunder sendte hun et eksemplar af samme retsdokument, der rent faktisk bar dommerens originale underskrift. Kirsten Chesnut har dog gjort gældende, at originalen må være underskrevet på et senere tidspunkt."

Det omtalte nye eksemplar af "Order" af 18. november 1997 vedlægges som bilag 28. Kirsten fik det i december 1998 fremsendt af sin daværende advokat Lynn Wassermann i forbindelse med andre papirer vedrørende den strøm af retssager i USA, som fulgte i kølvandet på fogedrettens kendelse af 7. juli 1998. Det er dog en tilsnigelse at kalde det for "samme retsdokument", for overskriften er ikke Ronald Chesnut versus Kirsten Chesnut som i bilag 5, men den omvendte.

Men grunden til, at Kirstens søster fremsendte dokumentet var desuden rettens datostempel i højre hjørne. Bilag 5 er indleveret og stemplet den 18. november 1997, kl. 9:25, hvorimod bilag 28 er stemplet den 18. november 1997, kl. 9:24, dvs. et minut i forvejen. Med fuld ret kan man derfor spørge: Hvad har Ronald Chesnuts advokat gang i her ?

Hvorfor har advokat Jack Dveirin tilsyneladende indleveret to "Orders", dvs. stævninger, i samme sag til retten i Louisiana med et minuts mellemrum ? Dette spørgsmål er en af grundene til, at vi har ansøgt om penge til en nærmere undersøgelse af disse dokumenter og deres ægthed - ja uden underskrift i det ene tilfælde - i den pågældende ret i Louisiana. Vi har overvejet alle forklaringsmodeller nøje, men kan ikke finde en "naturlig forklaring".

Men for at fatte os i korthed gør vi gældende, at bilag 28 intet har med Haagerkonventionssagen at gøre og ikke efterfølgende kan bruges til at bekræfte, at bilag 5 er en retsafgørelse. Ovennævnte sagsfremstilling viser jo også klart, at det ikke var tilfældet. Vi kan yderligere oplyse, at bilag 28 var blandt en del dokumenter, som advokat Lynn Wassermann i december 1998 modtog fra advokat Jack Dveirins kontor og som nævnt sendte videre til Kirsten.

Vi har i anden sammenhæng set, at den pågældende dommer ikke altid har taget det så nøje med sin underskrift. Derfor undrer vi os heller ikke mere over de meget grove fejl i den såkaldte "Order" af 16. juni 1998, som dommerfuldmægtigen først rekvirerede, da sagen var gået i gang og med de udkørende og uvarslede fogedforretninger havde taget en for Kirsten katastrofal vending. Det er en kendsgerning, som også fremgår af kendelsen, at det var disse fogedforretninger, som skræmte Kirsten fra at møde i retten og derved led et betydeligt retstab. Altsammen fordi Civilretsdirektoratet ikke efterprøvede og vurderede ægtheden af bilag 5.

Vi har på side 3 i brevet af 11. september 2002 til Retsudvalget redegjort for, hvorfor "Order" af 16. juni 1998, jf. bilag 15, ikke var i overensstemmelse med den konkrete juridiske virkelighed, som den efter Haagerkonventionens bestemmelser burde være. Vi skrev:

"Den 22. juni 1998 faxede den amerikanske centralmyndighed yderligere fire sider (bilag 15). Et af bilagene er den ejendommelige amerikanske kendelse af 16. juni 1998, som først er afsagt efter Kirsten Chesnuts afrejse fra USA. Den er meningsløs, idet den henviser til den tidligere kendelse af 18. juni 1997, hvorefter udrejseforbudet alene gjaldt, indtil parterne blev enige om forældremyndigheden.

Det blev de en uge senere, hvilket er nedfældet i "Consent Judgement" (et bodeligsforlig ophøjet til dom) af 1. juli 1997. Dermed var udrejseforbudet bortfaldet. Det er således klart i strid med de faktiske forhold, når dommeren i kendelsen af 16. juni 1998 anfører, at der havde eksisteret et udrejseforbud siden den 18. juni 1997.

Det er ligeledes klart i strid med de faktiske forhold, at dommeren i kendelsen af 16. juni 1998 indirekte henviser til den tidligere omtalte "kendelse" af 18. november 1997, idet han nævner, at Ronald Chesnut ikke har giver Kirsten Chesnut tilladelse til at tage Christian Chesnut med ud af staten Louisiana. Vi har i vor redegørelse af 29 juli 2002 detaljeret forklaret, hvorfor denne såkaldte "kendelse" ikke var en gyldig retsafgørelse, men blot var en stævning og en indkaldelse til et retsmøde, som aldrig blev afholdt.

Derfor eksisterede der intet krav om, at Ronald Chesnut skulle godkende Kirsten Chesnuts ferierejse til Danmark. Han var blevet orienteret herom adskillige gange og havde på intet tidspunkt gjort indsigelse. Ferierejsen var også aftalt som en del af bodelingsforliget af 1. juni 1997, og der var i heri afsat 3.000 USD til dækning af rejseudgiften. Som vi tidligere har forklaret, blev dette famøse dokument af 18. november 1997 uden nogen form for prøvelse uden videre anvendt som påskud til at indlede Haagerkonventionssagen."

Civilretsdirektoratet og fogedretten burde selvfølgelig selv have opdaget de oplagte fejl i dokumentet og slået alarm. Fogedretten lægger primært denne "Order" af 16. juni 1998 til grund for kendelsen, men når det nu er påvist, at den kun kan anses for ugyldig, bortfalder kendelsen selvfølgelig. Det bør Justitsministeriet naturligvis straks meddele retten i Aalborg.

2.5. Konklusion.

Der er næppe grund til at kommentere de resterende afsnit i redegørelsen, for det er indirekte gjort i de tidligere breve til Retsudvalget, så vi vil nøjes med at konkludere, at myndighederne før eller siden vil blive nødt til at erkende, at de har begået et justitsmord mod en sagesløs kvinde og hendes mindreårige søn og give hende fuld oprejsning og erstatning for alle tab.

Det gør de tilsyneladende næppe frivilligt. Derfor opfordrer vi endnu en gang Retsudvalget og Folketinget til at genoprette retstilstanden i Danmark ved at pålægge Justitsministeriet at følge vore forslag om at medvirke til at få retssagen genoptaget, jf. side 3 næstsidste afsnit.

Vi opfordrer samtidigt Retsudvalget og Folketinget til at pålægge Justitsministeriet at nedsætte et uvildigt udvalg til at undersøge og klarlægge sagen. Vi mener, at udvalget bør have en sammensætning af eksperter, således som vi tidligere har foreslået, dvs. tre personer med speciale i henholdsvis dansk forvaltningsret, Haagerkonventionssager og reglerne om menneskerettigheder. Og udvalgets primære opgave bør være at behandle Kirsten Chesnuts sag.

Når den er klarlagt, forhåbentlig inden jul d. å., vil det være en udmærket ide at anmode udvalget om forslag til, hvordan en sådan sag kan forhindres i fremtiden. Kirsten Chesnuts sag bør under alle omstændigheder genoptages hurtigst muligt. Det foreslåede udvalg vil også kunne få stor indflydelse på denne sags forløb ved at afklare en række relevante forhold.

Ligeledes bør Justitsministeriet pålægges at anbefale Varelotteriet at bevilge den af os foreslåede foreløbige økonomiske støtte på 550.000 kr. til juridisk assistance i USA.

Udover de i dette brev omtalte bilag vedlægges også en oversigt over de 26 bilag, som vi hidtil har sendt til Retsudvalget.

Med venlig hilsen

Jytte Thorbek og Poul Nielsen.

På begges vegne underskrevet af

Jytte Thorbek