København, den 13. oktober 2002.

En tiltrængt hvilepause

I skrivende stund kender vi kun to korte indlæg på DR Nyheder Online og TV 2 Nyhederne om den sultestrejkende Kirsten Chesnut, som lørdag eftermiddag blev tvangsindlagt på hospitalet. Indholdet i de to indlæg, som synes at have Københavns Politi som kilde, er ikke helt rigtigt, men heller ikke helt forkert. Efter at være tilset af en kompetent læge valgte Kirsten selv at lade sig indlægge på et hospital for at få nødvendig lægelig behandling, men det er korrekt, at hun gjorde det meget nødigt, for hun følte at hendes kamp endnu ikke er slut, og heri har hun ret. Hun får sig nu en hårdt tiltrængt hvilepause efter 165 dages sultestrejke, inden hun magter at fortsætte kampen på en eller anden måde.

For Kirsten fortsætter kampen. Det ved vi med sikkerhed, og heri vil vi og mange flere støtte hende. Civilretsdirektoratet og domstolene har i skøn samdrægtighed i 1998 stemplet hende som børnebortfører, og det har fået alle de tragiske og katastrofale konsekvenser for hende, som efterhånden er kendt over det ganske land. Det kan Kirsten ikke leve med, og det kan hendes søn. som nu er 12 år heller ikke. Hun kæmper ikke for medfølelse med sin "ulykkelige sag", som myndighederne plejer at sige. Hun ønsker blot, at de samme myndigheder skal give hende oprejsning og holde hende skadesløs for alle de konkrete fejl, som de har begået fra start til slut.

Men er hun ikke bare en sindsforvirret kvinde, som prøver at gøre sig interessant, mere end antyder adskillige af de folketingsmedlemmer, som dagligt passerer hende med bortvendt blik. Men det er hun ikke. Hun kan under normale omstændigheder intellektuelt hamle op med hvem som helst. Hun husker alle detaljer i de mange sagsakter, og hun har til enhver tid kunnet svare præcist på de mange spørgsmål, som vi undervejs har været nødt til at stille for at få sagen belyst. Amerikansk sprog og samfundsforhold kender hun ud og ind.

Men hvorfor kollapser hun så lige nu, vil nogle måske spørge. For det første er det et mirakel, at det ikke er sket tidligere, men lige nu er der en konkret grund. Det er Justitsminister Lene Espersen. Under valgkampen lovede Lene Espersen hende fuld støtte, så snart valget var overstået, men næppe have Lene Espersen etableret sig som Justitsminister, før end hun lod meddele, at hun ikke fandt anledning til at tage sig af hendes sag. Næste traume kom under det meget ejendommelige møde, vi oplevede i Justitsministeriet den 27. september. Her meddelte Lene Espersen blot, hvad hendes "holdning" var, og den indebar ingen hjælp for Kirsten. Vi har kommenteret dette møde i et brev til ministeriet to dage senere.

Det sidste og afgørende hug kom fra Lene Espersen fredag den 11. oktober. Vi havde fået at vide, at tre folketingsmedlemmer (Gudrun Laub, Tove Videbæk og Per Dalaard) ville holde endnu et møde med Lene Espersen for at få nogle af de tiltag sat i gang, som vi ofte har foreslået. Lige til det sidste håbede Kirsten på lidt fremskridt, men nej, Lene Espersen flyttede sig ikke en tomme. Det ramte Kirsten utrolig hårdt. Så hårdt at hun afskrev alt og ophørte med at indtage væske. Kampviljen var væk.

Alt hvad vi har haft at sige, har Lene Espersen og hendes ministerium fejet af bordet med det middel, som de åbenbart foretrækker. Det hedder magt. Men magt ender også nogle gange i afmagt. Det tror vi fortsat på vil ske i denne sag.

Jytte Thorbek og Poul Nielsen