Referat af møde mellem Justitsminister Lene Espersen og Kirsten Chesnut
fredag den 27. september 2002 kl. 13.00

 

Til stede ved mødet var justitsminister Lene Espersen, Kirsten Chesnut, advokat Jytte Thorbek, civilingeniør Poul Nielsen, sognepræst Leif Bork Hansen, departementschef Michael Lunn, afdelingschef Jørgen Steen Sørensen, kontorchef Anne Louise Bormann og kommunikationskonsulent Morten Langager.

 

Lene Espersen bød velkommen og tilkendegav, at hun navnlig ser det som formålet med mødet at drøfte, hvordan Kirsten Chesnut kan få mulighed for at se sin søn igen. I den forbindelse vil en del af de punkter, der er indeholdt i Jytte Thorbeks forslag til dagsorden, blive berørt. Lene Espersen tilkendegav endvidere, at hun ikke ønsker mødet optaget på bånd.

 

Kirsten Chesnut svarede, at hun ønsker en båndoptagelse, da ”referater er selektive”.

 

Lene Espersen fastholdt, at hun ikke ville acceptere anvendelse af båndoptager.

 

Poul Nielsen bad om at få en liste over deltagerne i mødet samt et referat.

 

Lene Espersen lovede at imødekomme dette ønske.

 

Jytte Thorbek anførte, at formålet med mødet efter hendes opfattelse er, at Kirsten Chesnut kan blive genforenet med sin søn, og at hendes liv, som det var i juni 1998, kan blive genoprettet. Kirsten Chesnut er uskyldig i det, der er sket, og der er intet at bebrejde hende. Derimod har myndighederne begået alvorlige fejl under behandlingen af hendes sag.

 

Lene Espersen udtalte, at Christian befinder sig hos sin far i USA, og at dette er i overensstemmelse med de amerikanske domstoles afgørelser. Hun kan som justitsminister ikke ændre, hverken de danske eller de amerikanske myndigheders afgørelser. Derimod vil hun gerne gøre følgende for at hjælpe Kirsten Chesnut til at få adgang til USA, så hun kan få mulighed for at fremføre sin sag om at få genetableret kontakten til Christian:

 

·        Lene Espersen vil skrive til justitsminister John Ashcroft og bede ham om at se på, om de amerikanske myndigheder kan gøre noget for, at Kirsten Chesnut kan komme til USA og fremføre sine synspunkter uden at risikere at blive anholdt.

·        Justitsministeriet vil indstille til Varelotteriet, at der ydes Kirsten Chesnut et beløb på 100.000 kr. i støtte til advokatbistand med henblik på, at hun i USA kan føre en sag om at få ophævet den straf, hun er idømt.

·        I forbindelse med at Ronald Chesnut kommer til Danmark for at afgive forklaring i den forældremyndighedssag, som verserer ved retten i Hjørring, vil Justitsministeriet sørge for at der i statsamtsregi stilles en kyndig og engelsktalende mægler til rådighed for Kirsten og Ronald Chesnut, hvis de begge er villige til at indgå i et mæglingsforsøg.

 

Lene Espersen oplyste endvidere, at hun er positivt indstillet over for at iværksætte et udvalgsarbejde, der bl.a. på baggrund af Chesnutsagen skal se på reglerne om de danske myndigheders håndtering af internationale sager om børnebortførelse, hvor børn bortføres fra udlandet til Danmark.

 

Kirsten Chesnut tilkendegav, at hun ikke kunne bruge disse initiativer til noget. Hun har brugt 3 ½ år af sig liv på at indsamle dokumentation for de fejl, der er begået i Civilretsdirektoratet. Hun kan ikke få sit liv igen, før de tre kvinder i Civilretsdirektoratet, der har begået fejlene, erkender dette. Kirsten Chesnut oplyste desuden, at Christian ikke opholder sig hos sin far, men hos sin farmor.

 

Jytte Thorbek anførte, at de amerikanske afgørelser bygger på de forkerte danske afgørelser, og de amerikanske afgørelser kan ikke ændres, før sagen er genoptaget i Danmark. Hun har ikke noget imod, at der mere generelt ses på, hvordan behandlingen af børnebortførelsessager kan forbedres, men der er først og fremmest brug for en uvildig undersøgelse af Kirsten Chesnuts sag. 100.000 kr. er endvidere helt utilstrækkeligt til at føre en sag i USA. Straffedommen er ikke den eneste hindring for at Kirsten Chesnut kan se sin søn. Der er også kravet om en kaution på 50.000 $ og en mentalundersøgelse. Jytte Thorbek udleverede herefter en redegørelse, som hun har udarbejdet om Kirsten Chesnuts sag, som hun ønskede at gennemgå.

 

Lene Espersen tilkendegav, at hun ikke kunne se noget formål med at gennemgå denne redegørelse. Hun er klar over, at Kirsten Chesnut og Jytte Thorbek har en anden opfattelse af sagen end Justitsministeriet, men redegørelsen indeholder vel ikke nye oplysninger i forhold til, hvad Jytte Thorbek tidligere har fremført. I stedet for at bruge tid på fortiden, bør man koncentrere sig om, hvordan Kirsten Chesnut kan komme til at se sin søn. Lene Espersen oplyste endvidere, at Justitsministeriet selv har lavet en redegørelse om sagen, som vil blive udleveret til Kirsten Chesnut og Jytte Thorbek samt til pressen.

 

Poul Nielsen oplyste, at de to kapitler i Jytte Thorbeks bog, som handler om Kirsten Chesnuts sag, er blevet oversat til engelsk og lagt på internettet. De vil desuden blive sendt til verdenspressen.

 

Kirsten Chesnut forlod herefter mødet for ”at få luft”, men tilkendegav, at mødet kunne fortsætte i hendes fravær.

 

Lene Espersen spurgte Jytte Thorbek, om hun ønsker, at der bliver skrevet et brev til John Ashcroft.

 

Jytte Thorbek svarede, at hun i givet fald ønsker at godkende brevets indhold.

 

Lene Espersen tilkendegav, at dette kunne der ikke blive tale om.

 

Jytte Thorbek fastholdt sit ønske om at gennemgå sin redegørelse. Hun kritiserede desuden, at hun ikke inden mødet havde fået Justitsministeriets redegørelse, så hun kunne kommentere den.

 

Lene Espersen tilkendegav, at hun var villig til at lytte til Jytte Thorbeks gennemgang af redegørelsen, og at Justitsministeriet efterfølgende vil kommentere den.

 

Jytte Thorbek gennemgik herefter redegørelsen. Under denne gennemgang vendte Kirsten Chesnut tilbage til mødet.

 

Lene Espersen konstaterede, at Kirsten Chesnut har afvist samtlige tilbud, og at hun ikke kan gøre mere for at hjælpe hende.

 

Leif Bork Hansen takkede for mødet og bad om, at brevet til John Ashcroft alligevel bliver sendt. Han takkede Lene Espersen for at have udvist handlekraft og medmenneskelighed i en vanskelig situation, og anførte, at han ser brevet til Ashcroft som en enestående mulighed for at få løst op for situationen.

 

Kirsten Chesnut anførte, at hun ikke ønsker brevet sendt, medmindre det indeholder en erkendelse af, at de danske myndigheder har begået alvorlige fejl.

 

Poul Nielsen bad ministeren om at opfordre domstolene til at genoptage sagen. Han oplyste i øvrigt, at Varelotteriets direktør over for ham har oplyst, at ansøgningen om 550.000 kr. kan imødekommes, hvis Justitsministeriet indstiller dette.

 

Kirsten Chesnut oplyste ved mødets afslutning, at hun agter at fortsætte sin sultestrejke, og at Lene Espersen vil komme til at se en død mor på Christiansborg Slotsplads. Hun bebrejder ikke Lene Espersen dette, men derimod hendes embedsmænd.