U D K A S T

 

 

 

Ansøgning om økonomisk støtte fra Varelotteriet

 

Ved brev af 12. juli 2002 har De som advokat for Kirsten Chesnut ansøgt Varelotteriet om økonomisk støtte på 550.000 kr. til dækning af udgifter til bl.a. en advokatundersøgelse i forbindelse med en sag om udlevering af Kirsten Chesnuts søn, Christian Peter Chesnut, til USA.

 

Varelotteriet har ved brev af 30. juli 2002 sendt Deres ansøgning til Justitsministeriet med anmodning om at vurdere, hvorvidt ministeriet kan anbefale Varelotteriet at imødekomme ansøg-ningen.

 

Det fremgår bl.a. af sagen, at Kirsten Chesnut og Ronald Chesnut indgik forlig i USA den 1. juli 1997 om fælles forældremyndighed over deres 8-årige fællesbarn, Christian Peter Chesnut.

 

I juni 1998 rejste Kirsten Chesnut til Danmark med Christian Peter Chesnut. Mens de opholdt sig i Danmark, blev der rejst sag i henhold til Haagerkonventionen om udlevering af Christian Peter Chesnut til USA på baggrund af en udleveringsbegæring af 16. juni 1998. Sagen om udlevering blev behandlet ved Retten i Aalborg, der den 7. juli 1998 afsagde kendelse om udlevering af Christian Peter Chesnut til USA. Fogedrettens kendelse om udlevering blev stadfæstet af Vestre Landsret den 15. juli 1998.

 

Efterfølgende har Ronald Chesnut fået tilkendt forældremyndigheden over Christian Peter Ches-nut ved en amerikansk domstol.

 

Kirsten Chesnut er siden blevet idømt 6 måneders fængsel i USA for foragt for retten.

 

Ved Deres ansøgning til Varelotteriet har De søgt om økonomisk støtte til dækning af udgifter til gennemførelse af en advokatundersøgelse i USA af det skriftlige materiale, der af den amerikanske centralmyndighed blev fremsendt med udleveringsbegæringen af 16. juni 1998. I den forbindelse har De søgt om økonomisk støtte til dækning af Deres og en amerikansk advokats arbejde med dels en ansøgning om frit lejde til indrejse i USA for Kirsten Chesnut, dels en undersøgelse af det nævnte skriftlige materiale i USA. De har desuden søgt om økonomisk støtte til dækning af Deres og Kirsten Chesnuts rejseudgifter til USA i forbindelse med advokatundersøgelsen.

 

Endvidere har De søgt om økonomisk støtte til dækning af udgifter til den amerikanske advokats arbejde i forbindelse med at søge genoptagelse af den sag i USA, hvor Kirsten Chesnut blev idømt den ovenfor nævnte fængselsstraf. I den forbindelse har De desuden søgt om økonomisk støtte til Kirsten Chesnuts rejseudgifter, idet De har anført, at retten formentlig vil kræve Kirsten Chesnuts personlige tilstedeværelse.

 

Endelig har De søgt om, at der ydes økonomisk støtte til dækning af advokathonorar på 1.500 USD til advokat Lynne W. Wassermann for hendes arbejde i forbindelse med den forældremyndighedssag, der verserede i USA efter udleveringssagen i Danmark, hvor Lynne W. Wassermann  repræsenterede Kirsten Chesnut.

 

Baggrunden for ordningen om retshjælp fra Varelotteriet er overordnet at yde bistand til personer, der har behov for retshjælp i særlige tilfælde, hvor det danske retshjælpssystem ikke finder anvendelse. Det kan i den forbindelse nærmere oplyses, at det tilbage fra ordningens etablering har været sigtet at yde hjælp til forældre, hvis børn er bortført til udlandet af den anden forælder, og hvor der er tale om førelse af retssag i udlandet om forældremyndighed og/eller udlevering af det bortførte barn. Justitsministeriets praksis på området er fastlagt i overensstemmelse hermed.

 

En vurdering af, om ansøgningerne kan imødekommes, foretages i øvrigt på baggrund af principperne om fri proces. Det indebærer bl.a., at der skal være rimelig grund til at føre proces i den pågældende sag, at der som altovervejende hovedregel ikke ydes tilskud til sager, der allerede er afsluttet, og at der ikke ydes støtte til udgifter, som ikke står i forbindelse med førelse af en egentlig retssag i udlandet.

 

Justitsministeriet har overvejet, hvilke muligheder der indenfor de rammer, som følger af det anførte, er for at hjælpe Kirsten Chesnut.

 

Efter en gennemgang af sagen skal Justitsministeriet herefter meddele, at ministeriet ikke finder det muligt at anbefale Varelotteriet at imødekomme ansøgningen for så vidt angår dækning af udgifterne til gennemførelse af den advokatundersøgelse, som ønskes iværksat i USA, eller til den tidligere forældremyndighedssag. Justitsministeriet har herved lagt vægt på det ovenfor anførte om sigtet med den etablerede ordning og på, at der ikke ses at foreligge sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for alligevel at yde retshjælp.

 

For så vidt angår ansøgningen om økonomisk støtte til en retssag om genoptagelse af den afgørelse, hvorved Kirsten Chesnut er idømt den ovenfor omtalte fængselsstraf, kan Justitsministeriet imidlertid anbefale Varelotteriet, at der efter omstændighederne ydes økonomisk støtte med et beløb på indtil 100.000 kr.

 

Justitsministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at Kirsten Chesnut efter det oplyste allerede har ret til samvær under nærmere angivne betingelser med sin søn i USA, at den idømte fængselsstraf reelt er til hinder for, at Kirsten Chesnut kan udnytte denne ret, og at der efter de foreliggende oplysninger må antages at være rimelig grund til at føre proces med hensyn til dette forhold.

 

Under disse særlige omstændigheder finder Justitsministeriet helt undtagelsesvis at kunne se bort fra den ovenfor anførte grundlæggende betingelse om, at retshjælp kun ydes til den af forældrene, hvis barn er blevet bortført til udlandet.

 

Beløbet kan ydes til dækning af afholdte dokumenterede udgifter til advokatsalær til en advokat i USA, retsafgifter, oversættelse af dokumenter o.lign. udgifter, der er nødvendige i forbindelse med genoptagelse af retssagen i USA med henblik på ophævelse af fængselsstraffen. Den økonomiske retshjælp kan udbetales fra Varelotteriet ved fremsendelse af dokumentation for de afholdte udgifter.

 

Inden for dette beløb kan Justitsministeriet endvidere anbefale Varelotteriet at yde økonomisk støtte til Kirsten Chesnuts udgifter til at rejse til USA i forbindelse med retssagen, såfremt det kan dokumenteres – ved f.eks. erklæring fra retten – at Kirsten Chesnuts personlige tilstedeværelse er påkrævet i forbindelse med genoptagelse af retssagen med henblik på ophævelse af fængselsstraffen.

 

Varelotteriet er orienteret om Justitsministeriets anbefaling om at yde støtte i sagen med indtil 100.000 kr. ved genpart af dette brev.

 

 

 

Med venlig hilsen