Lone Nørgaard

Bjørnsonsvej 26

2500 Valby

tlf. 36 30 54 84

noergaaard@email.com

  

 

Til Retsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K.

 

12. oktober 2002

 

 

Hermed fremsendes 

 

Kirsten Chesnut – død eller levende?

 

Åbent brev til den danske offentlighed 

og Retsudvalget 

fra Støttegruppen for Kirsten Chesnut

 

 

med en opfordring til Retsudvalget om at handle: Ved at pålægge Justitsministeriet at medvirke til at få retssagen genoptaget, og ved at pålægge Justitsministeriet at ned­sætte et uvildigt udvalg til at undersøge og klarlægge sagen.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Støttegruppen for Kirsten Chesnut

v/ Lone Nørgaard

 

 

 

Brevet:

 

Kirsten Chesnut – død eller levende?

 

Er der efterhånden nogen i dronningeriget, som ikke kender Kirsten Chesnut? Kvinden der siden  

d. 1. maj har sultestrejket foran Christiansborg for at få genoptaget sin sag om børnekidnapning?

   Skulle der stadig være nogle få, for hvem Kirstens navn er ukendt, så tag det bare helt roligt: ’Chesnut-sagen’ vil snart komme på alle læber og til alles kendskab. Den vil oven i købet vække genlyd uden for landets grænser. Det sker, når Kirsten om ikke så længe dør. Medierne vil gå i selvsving på samtlige kanaler og samtlige forsider, og en rad af folketingsmedlemmer og diverse jurister og sagsbehandlere fra Civilretsdirektorat og Justitsministerium vil lægge ansigtet klædeligt i sort, mens de træder hinanden over tæerne for at beklage det sørgelige udfald til kæmpeopbuddet af villige mikrofoner. Endelig noget nyt i Chesnutsagen, som kan leve op til nyhedskriterierne. Så nyt og så spændende og så sensationelt, at Kirsten ikke bare vil ramme forsiden af BT og EkstraBladet. Nej, hun er også sikret forsideplads på Time, Newsweek og Washington Post. Jeg seeeer det for mig: Død af uretfærdighed. Død af sult. Død af savn. Kirsten taber sig ikke bare mere 140 g om dagen. Kirsten har ikke bare igen sendt endnu en dokumentation til Ombudsmand og Justitsminister og Retsudvalg. Nej, Kirsten er død. Tak for det. Kioskbaskeren er hjemme, og store og små kan fælde en lille tåre over hendes sørgelige skæbne, inden vi alle iler videre med vores betydningsfulde pilotprojekt, vores magtpåliggende frokostaftale og vores planlægning af årets skiferie.

   Og alle de kommentatorer, vi kender så godt, vil salvelsesfuldt og højtideligt fremlægge lærde analyser, juridiske finurligheder og indsigtsfulde fortolkninger af, hvordan det dog kunne gå så galt, og hvis bare… , og hvis ikke…. og hvis blot….og hvorfor ikke …. og aldrig mere en chesnutsag?

 

For første gang i mit liv tror jeg, at jeg forstår med indersiden af min sjæl, hvad der driver et menneske til en så grænseoverskridende handling som en sultestrejke, man vil dø af. En vild desperation, en smertende håbløshed, en tyngende resignation ved at vide, at jeg har ret, jeg har ret, jeg har ret, men lige meget hvad jeg gør, lige meget hvad jeg siger, lige meget hvad jeg fremlægger af beviser og dokumentationer og vidnesbyrd herfra og til månen og tilbage igen og rundt om jorden - så kan jeg ikke, så kan jeg aldrig, få ret. Jeg kan aldrig opnå retfærdighed. For jeg lever ikke i det retssystem, jeg blev opdraget til at tro på. Jeg lever ikke i et demokrati, hvor der bliver rettet op på begåede fejltagelser. Jeg lever i et system, hvor fejl fuldstændigt ustraffet kan finde sted, og hvor menneskeskæbner kan behandles som brikker i et ludospil. Hvor få eller ingen tør tage ansvar eller træde frem, fordi de har travlt, så alt for travlt, med at dyrke deres karrierer og hyppe deres kartofler.

  

Kogt ind til benet er Kirstens historie denne: En fejl begået af Civilretsdirektoratet førte til, at hun først fandt sig selv beskyldt for børnekidnapning, da hun var på forhåndsaftalt ferie i Danmark med sin søn Christian. Siden blev hendes søn kidnappet her i Danmark af hans amerikanske far. Endelig fik Kirsten frakendt Christian, så han i dag bor hos sin far i USA. 

   Kirsten har ikke set sin søn i 3 år og har været i kamp med både de danske og amerikanske myndigheder lige siden. Hun har mistet alt: Sin søn, hele sin ejendom og det normale liv, hun førte indtil for 4 år siden. Dette totaltab er også grunden til, at hun har måttet gribe til en så desperat handling, som det er at udstille sig selv offentligt på Slotspladsen og holde op med at spise.      Ombudsmanden kan eller vil tilsyneladende ikke gøre noget, og sager ved menneskerettighedsdomstolen tager tid. Kostbar tid, der går fra Christians barndom, hvor hver eneste dag gået tæller i den forkerte retning.

   Den fuldstændigt kafkaske sag er beskrevet i detaljer i Jytte Thorbeks bog Strejftog på juraens slagmark. Jytte Thorbek er Kirsten Chesnuts advokat og har i bogen givet en indgående beskrivelse af hele sagsforløbet, der ikke giver en gyser noget efter. I Danmark stener vi også kvinder – det sker bare ikke fysisk, men psykisk, og med ’systemets’ mænd og kvinder som redskab.

   Kirsten C. er blevet offer for adskillige fejl i retsmaskineriet og kommer ingen vegne med klager. De der klages over er nemlig dem, der skal tage stilling til, om systemet skal behandle klagerne. Smart, virkeligt smart – eller rettere sagt: ekstremt usmart.

   Politikerne lukker øjnene og ørerne, Frank Jensen ikke mindst. Han var justitsminister, da Kirstens sag var for retten og dermed én af de hovedansvarlige for, at der ikke er blevet rettet op på miséren tidligere.

   Man tror ikke, at dette kan foregå i en retsstat, og Kirstens eneste håb om at opnå retfærdighed, oprejsning og adgang til sin søn er, at der bliver skabt en mediestorm. Alle andre muligheder via de traditionelle kanaler er afprøvet - og lukket. Fordi der vil rulle hoveder i magtens korridorer, hvis der for alvor bliver sat spot på de mange begåede fejl? Fordi Civilretsdirektoratet har pletter på fingrene så store som olieudslip?

   Der er dannet en støttegruppe for Kirsten, hvis sag også har fået sin egen hjemmeside www.chesnutsagen.dk.  Målet er at få nedsat et uvildigt udvalg til at kulegrave sagen med henblik på genoptagelse, således at Kirsten Chesnuts situation bliver ændret til det, den var, før juli 1998. Men håbet er ved at rinde ud. Alle initiativer er løbet ud i sandet, ud i vandet, ud i overfladiske, justitsministerielle erklæringer.

 

  Men - vil de skeptiske sige: Kan vi nu tage Kirstens sultestrejke rigtigt alvorligt? For så skulle hun jo være død for længst. Det er nok bare den sædvanlige trang til medieopmærksomhed, der er på programmet, og kvinden må da i øvrigt være en skør kule, når hun lægger sig til offentligt beskuelse på slotspladsen.

  Jeg kan forsikre om, at Kirsten Chesnut er fast besluttet på at dø, medmindre Lene Espersen griber ind og får nedsat det uvildige undersøgelsesudvalg. Men hvordan kan hun presses til det? Det kan hun kun, hvis Retsudvalget eller Folketinget pålægger hende at gøre det – men problemet er, at det store flertal af folketingets medlemmer har taget skyklapper på, mens de vasker hænder på kraft og ser alle andre steder hen end på den sultende kvinde, de passerer hver dag på slotspladsen. De har heller ingen grund til umiddelbar bekymring, for de ligger for de flestes vedkommende trygt og lunt og godt i baghjul på først tidligere justitsminister Frank Jensen, siden Lene Espersen. Hun kan så yderligere se frem til efter Kirstens død at kunne smykke sig med titlen: ’Justitsmor(d)’. Men skidt med det. Hun er jo nys udnævnt til en af de populæreste ministre i regeringen, så et lig mere eller mindre på bordet kan vel ikke vælte læsset? Man har vel gjort sig populær ved at vise håret på brystet, og hvor der handles, der spildes. Det ved enhver  - ikke mindst i magtens korridorer på Christiansborg og tilstødende embedsgemakker.

 

Nej, nej, nej – det kan ikke være sandt. Det må ikke ske. Der må være en vej frem. Og ja – der er kun én vej frem, hvis Lene Espersen og Folketinget og Justitsministeriet og Civilretsdirektoratet og det juridiske embedsværk og du og jeg som ansvarlige, retfærdighedssøgende borgere ikke skal have blod på hænderne – og det er at genåbne sagen i Danmark, hvor fejlene er begået. Og hvor en kvinde har mistet alt bortset fra sit liv - og det har hun snart heller ikke længere. Og Mein Gott, hvor jeg forstår hendes beslutning om nu også at høre op med at drikke. Den er både rationel, velbegrundet og gennemtænkt. 

   Kirsten har valgt at dø, fordi hun ved, at hendes død vil betyde, at en lignende sag aldrig nogen sinde vil finde sted igen. Fremover vil blanketter og dokumenter og stævninger i skilsmisse- og samværs- og bortførelsessager blive læst med lup og med fremmedsprogkyndige ved hånden - i modsætning til dokumenterne i Kirstens sag, der blev udsat for en hårrejsende lemfældig behandling. Med en hårrejsende lemfældig behandling af personen Kirsten Chesnut til følge.

 

Siden 1. maj har Kirsten Chesnut siddet på en klapstol foran Christiansborg. I årene, der er gået siden Christian blev kidnappet, har Kirsten arbejdet som årsvikar og lavet oversættelser, mens sagen på hendes advokat Jytte Thorbeks kontor er vokset til 16 ringbind.

   Da Christian blev bortført, var han 9. Nu er han 12. Hans udvikling kan Kirsten kun følge fra sidelinien og så på ét enkelt billede fra efteråret 1999, hvor Christian er iført amerikansk fodbolduniform. Det til trods for at han plejede at hade amerikansk fodbold.

   I de sidste mange, mange dage, og mange, mange nætter har Kirsten udelukkende levet af sukker, essentielle aminosyrer og de vigtigste vitaminer. Og to liter kaffe og fire liter vand til at skylle efter med. Hun spiser ikke. Hver dag taber hun sig omkring 140 gram. Det er blevet til 24 kg. I skrivende stund.

Hver aften folder hun liggeunderlaget fra den store sorte plasticpose ud på stenene i et hjørne af Folketingets promenade. Beslutningen om at bo på gaden traf hun, da Civilretsdirektoratet i april i år lukkede sagen. Flere samtaler med Lene Espersen er efterfølgende endt frugtesløst. 

   Som Kirsten har udtalt, og som jeg kan identificere mig med af hele mit hjerte og hele min sjæl: ”Det her er sværere end at miste en søn til døden. Det tror jeg da. Fordi så ved man i det mindste, at det hele er overstået, og at man intet kan gøre. Men det er svært at vågne hver dag og vide, at Christian lever. Og at jeg ikke kan nå ham”.

   Og den fortvivlende situation skal Kirsten leve med, samtidig med, at hendes mand ikke er specielt interesseret i sønnen, og åbenbart slet ikke i hans behov for en elsket mor. I øvrigt har Kirsten aldrig fortalt offentligt, at Christian gang på gang bliver passet af farmor – et velkendt og typisk eksempel på fædre, der vældigt gerne vil have rettigheder i forbindelse med skilsmisse, men åbenbart sagtens kan bære ikke selv at udøve børneomsorgen. 

   Alt hvad Lene Espersen har kunnet tilbyde indtil nu er at sende et brev til den amerikanske justitsminister og fra det særlige Varelotteriet at give Kirsten 100.000 kr. til at føre retssag om forældremyndigheden i Amerika. Men de penge batter ikke en bønne. Der skal mindst 5 gange så mange penge til at føre en retssag i USA. Og den retssag kan slet ikke føres, hvis ikke fejlene bliver erkendt i Danmark først.

 

Kære folketing, vask ikke jeres hænder. Vågn ikke op – når det først er for sent. Vis mod og kvinde- og mandshjerte nu. Vær med til at genoprette retstilstanden i Danmark. Ingen ved bedre end I, hvordan det skal gøres: Ved at pålægge Justitsministeriet at medvirke til at få retssagen genoptaget. Og ved at pålægge Justitsministeriet at ned­sætte et uvildigt udvalg til at undersøge og klarlægge sagen. Udvalget skal rumme kyndige jurister med særligt kendskab til dansk forvaltningsret, Haagerkonventionssager og reglerne om menne­skerettigheder. Og udvalgets primære opgave skal være at behandle Kirsten Chesnuts sag. Ikke bare for at få bragt den sag på plads, men for at sikre forslag til, hvordan sådan en sag kan forhindres nogen sinde i fremtiden. Og så skal Justitsministeriet pålægges at anbefale Varelotteriet at bevilge de godt 500.000 kr., der skal til for at skaffe den nødvendige juridisk assistance i USA.

 

 Kirsten Chesnut død eller levende – that is the question. There is something rotten in the state of Denmark – men vi er i en situation, hvor råddenskaben kan bekæmpes……….