Retsudvalget Folketinget Christiansborg 1240 København K

29. juli 2002 J. nr. 2268 JT/pn

Vedrørende Kirsten Jensen Chesnut.

Fredag den 26. juli d.å. modtog vi kopi af Justitsministerens svar til Retsudvalget. Ifølge det for os oplyste skulle det være afsendt til Retsudvalget allerede den 12. juli. Desværre har vi ikke modtaget bilagene endnu, så denne redegørelse udarbejdes med forbehold heraf.

Justitsministeriets besvarelse giver ligesom tidligere breve et ensidigt og ikke fyldestgørende billede af de faktiske forhold, hvorved ministeriet uundgåeligt vildleder Retsudvalget. De væsentligste problemer springer Justitsministeriet over, f. eks det yderst kritisable dokument af 18.11.1997 samt Civilretsdirektoratets intensive fjernstyring af Fogedretten og samarbejde med denne, jfr. nedenfor. Besvarelsen giver således ikke et objektivt grundlag for afklaring af det passerede hændelsesforløb, men er endnu et forsøg på at skjule de begåede fejl.

I det følgende skal vi kommentere de enkelte punkter i besvarelsen, idet vi tillige vedlægger vort brev af 7. juni 2002 med de deri omtalte bilag 1-9 samt yderligere relevante bilag.

Ad pkt. l: "Civilretsdirektoratets rolle som centralmyndighed".

Justitsministeriet og Civilretsdirektoratet erkender nu tilsyneladende, at der skal foretages en første prøvelse, ligesom der skal foretages en vurdering af, om ansøgningen kan forventes imødekommet på det foreliggende grundlag. Af redegørelsen fremgår indirekte, at der også er foretaget en vis prøvelse, idet det anføres, at "man alene afviser at videresende en tilbagegivelsesanmodning, hvis der er tale om en åbenbart grundløs anmodning, som uden videre kan afvises på baggrund af objektivt konstaterbare kendsgerninger."

Vi må således lægge til grund, at Civilretsdirektoratet har foretaget en vis prøvelse, hvilket dog ikke harmonerer med følgende udtalelse i bilag 4, side 2:

"Det bemærkes i den forbindelse, at direktoratet således ikke foretager en kontrol af ægtheden af dokumenter, der er fremsendt til direktoratet fra den udenlandske centralmyndighed, ligesom Civilretsdirektoratet heller ikke i øvrigt kontrollerer rigtigheden af de oplysninger, der er tilgået sagen."

Heri ligger, at Civilretsdirektoratet ikke har kontrolleret noget som helst, og dette er også i overensstemmelse med direktør Dorrit Sylvest Nielsens udtalelse til Jyllands-Posten i januar 2001, hvorefter Direktoratet alene skal fungere som "postkontor", og at Civilretsdirektoratet efter konventionen har pligt til at videresende anmodninger om udlevering til Fogedretten.

Efter at Direktoratets pligter efterfølgende er tydeligt fremhævet i bogen "Strejftog på juraens slagmark", som udkom i april d. å., har Direktoratet nu erkendt, at åbenbart grundløse ansøgninger skal tilbagesendes. Dette stemmer også med Direktørens udtalelse i Danmarks Radios udsendelse "Indblik" den 17.5.2002, hvor hun udtalte, at i tilfælde af, at der ikke er et tilstrækkeligt grundlag, så udspørger Direktoratet naturligvis den pågældende centralmyndighed nærmere om sagen. Direktoratet har dog ikke fundet anledning til at gøre det i denne sag, hvad det efter vor mening burde have gjort, jfr. nedenfor under 2.

Vi har aldrig gjort gældende, at Civilretsdirektoratet skulle foretage en prøvelse af, om der foreligger en overtrædelse af børnebortførelseslovens § 11. Men vi gør gældende, at en almindelig gennemlæsning af dokumentet i bilag 8 af en dertil kompetent person, straks burde have ført til, at Direktoratet havde bedt den amerikanske centralmyndighed om en forklaring.

Ad pkt. 2: "Den ejendommelige påståede retsafgørelse af 18.11.1997."

Det omtalte dokument foreligger i bilag 5, som Civilretsdirektoratet til trods for, at retssproget er dansk, har videresendt til Fogedretten i uoversat stand. Fogedretten bad da også Civilretsdirektoratet om en oversættelse, som imidlertid først var fremme i Fogedretten, efter at de fatale uvarslede fogedforretninger med politi m.v. var foretaget. Civilretsdirektoratet har således ikke været i besiddelse af en dansk oversættelse, før sagen blev videresendt til Fogedretten, men har alene baseret sin vurdering på en amerikansk tekst fra en stat, nemlig staten Louisiana, hvis retsgrundlag til forskel fra alle øvrige delstater i USA er opbygget efter fransk forbillede. Det er hidtil uafklaret, hvad det reelt har haft af betydning for sagen.

I den påståede retsafgørelse, punkt 4, anføres - oversat til dansk - jf. bilag 10:

"Kirsten Chesnut indkaldes herved til at give møde for retten den 15. december 1997, kl. 13.00 for at fremsætte eventuelle indsigelser og begrunde over for retten, hvorfor det midlertidige forbud, der anmodes om i henhold hertil, ikke bør udstedes og til sin tid erstattes af et endeligt forbud."

Enhver jurist må hæfte sig ved dette indhold, idet det jo ganske klart viser, at der alene foreligger en indkaldelse til et retsmøde den 15. december, hvor dokumentets indhold skal behandles, og herunder om der skal nedlægges et rejseforbud. Dette svarer til en dansk stævning, hvori sagsøgte indkaldes til at give møde i retten på et bestemt tidspunkt, hvor sagen skal behandles.

Ansøgningen synes allerede på dette grundlag at være åbenbart grundløs og burde som følge heraf straks være tilbagesendt til USA med en anmodning om en nærmere forklaring.

Enhver jurist, der beskæftiger sig med sådanne sager, burde også vide, at udtrykket "Order" ikke nødvendigvis er en retsgyldig "Order", idet amerikanske advokater selv udarbejder udkast til de retsdokumenter, som herefter behandles i retten. Indtil dommeren har truffet afgørelse i sagen, er en sådan "Order" følgelig alene et udkast til retsafgørelse.

I fremsendelsesbrevet til Fogedretten af 17. juni 1998 kalder Direktoratet imidlertid det amerikanske dokument for en retsafgørelse og har således ganske overset, at det drejer sig om en indkaldelse til et retsmøde. Det forholder sig i denne sag derfor formentlig således, som Dorrit Sylvest Nielsen også tidligere har givet udtryk for, nemlig at Direktoratet reelt blot er et "postkontor", som sender papirerne videre til Fogedretten uden nærmere prøvelse.

Men ud fra dette synspunkt er det samtidigt ganske ejendommeligt, at "postkontoret" blander sig intensivt i Fogedrettens arbejde, jfr. bilag 8, som vi kommer nærmere ind på nedenfor.

En yderligere ejendommelighed ved bilaget er, at det ikke synes underskrevet. Dette har Direktoratet åbenbart heller ikke observeret, for i så fald måtte det jo have givet anledning til nærmere undersøgelser fra Direktoratets side, da et ikke underskrevet dokument ikke kan anvendes. På bilag 5 forneden anføres "s/Kirk R. Granier". Dette betyder "signed for" og efterfølges af dommerens navn, hvilket svarer til det danske "underskrevet for". Men i bilag 5 mangler underskriften fra den person, som måtte have underskrevet dokumentet. Også dette viser, at Direktoratet næppe har foretaget nogen prøvelse overhovedet.

Den amerikanske centralmyndighed, som vi har forelagt problemet, har da også i dansk oversættelse oplyst, jfr. "Strejftog", side 76 (bilag 2): "De har bestemt grund til at betvivle gyldigheden af kendelsen og at anmode om en forklaring på underskriften."

Justitsministeriet anfører, at det ikke har kendskab til indholdet af brevet, men det omtales som nævnt i bilag 2. En kopi af selve brevet vedlægges som bilag 11.

Vores konklusion er, at der ikke er foretaget den fornødne prøvelse. Havde Civilretsdirektoratet overholdt denne nu erkendte forpligtelse, ville den amerikanske centralmyndighed være blevet anmodet om en nærmere redegørelse for det ejendommelige dokument og så havde sagen givetvis set helt anderledes ud.

Ad pkt. 3: Sammenblanding af den dømmende og udøvende magt, dvs. Civilretsdirektoratets instruktion og styring af fogedretten.

Styringen startede med brevet af 17. juni 1998 (bilag 7), der både blev sendt med fax og som almindeligt brev. Det er helt usædvanligt, når Civilretsdirektoratet skriver:

"På grund af sagens særlige omstændigheder skal vi desuden anmode fogedretten om telefonisk at kontakte Civilretsdirektoratet umiddelbart efter modtagelsen af sagen, og inden der foretages yderligere i sagen."

Instruktionen er naturligvis udformet som en anmodning, men meningen er klar. Direktoratet har end ikke ulejliget sig med at nedskrive, hvad der skal forstås ved "sagens særlige omstændigheder." Det skyldes muligvis, at det ville være uhensigtsmæssigt at have dette stående på tryk.

Instruktionen følges op af en række telefonsamtaler, jf. bilag 8, med over to sider tætskrevne afskrifter af referatark, hvor dommerfuldmægtigen enten ringes op af en sagsbehandler i Direktoratet, Hanne Kristiansen, eller selv ringer op til sagsbehandleren og aflægger beretning. Ifølge afskriften er datoerne: 17. juni, 25. juni, 26. juni, 29. juni, 1. juli, 2. juli. Hertil kommer Direktoratets samtaler med Vestre Landsret, hvoraf kun en enkelt er nævnt, men vi ved, at der har været en eller to yderligere, som ikke er medtaget i afskriften.

Direktoratet udtrykker det "diplomatisk" således: "Civilretsdirektoratet var som centralmyndighed i løbende kontakt med Fogedretten i Aalborg i slutningen af juni 1998". Som det ses af bilag fortsætter kontakten i juli måned.

Civilretsdirektoratet begrunder den intense kontakt med, at den amerikanske centralmyndighed i en fax af 15. juni 1998 havde meddelt, at faderen frygtede, at Kirsten Chesnut ville gå under jorden med sønnen, og ligeledes at der tidligere havde været to andre sager om tilbagegivelse af børn fra Danmark til USA, hvor moderen var gået under jorden med barnet.

Civilretsdirektoratet sætter således denne fjernstyring af Fogedretten i gang uden at kontrollere, om dokumenterne nu også er holdbare, blot fordi en forælder udtrykker ægte eller påtaget bekymring, og uden at nogen kontakter Kirsten Chesnut for at høre hendes version af sagen. Henvisningen til de to andre sager, hvor mødrene ikke havde papirerne i orden, er ganske irrelevant. Man skal naturligvis ikke dømmes på andres gerninger, men enhver sag skal bedømmes selvstændigt.

Det fremgår af referatafskrifterne, at Fogedrettens afgørelse i realiteten var truffet den 26. juni 1998, inden Kirsten Chesnuts advokat havde fået tilsendt sagens akter og afgivet et svarskrift. Det fremgår af bilag 9, at hele processen var tophemmelig. Det fremgår af andre dokumenter, at Civilretsdirektoratets personale stod til rådighed med privatnummer, også i weekenden.

Civilretsdirektoratet har som centralmyndighed ingen lovhjemmel til at dirigere sagsbehandlingen i Fogedretten. Civilretsdirektoratet skal alene foretage en første prøvelse og i øvrigt fremskaffe materiale på Fogedrettens begæring. Civilretsdirektoratets handlemåde er i strid med grundlovens § 3 om magtadskillelseslæren. Domstolene skal have mulighed for at arbejde uafhængigt af Civilretsdirektoratet. Den dømmende og den udøvende magt skal være adskilt.

I øvrigt er Direktoratets afskrifter på et par vigtige punkter ikke i overensstemmelse med dommerfuldmægtigens retsbogsudskrifter. Spørgsmålet er, hvordan sådanne fejl kan opstå.

Hvis man læser den amerikanske litteratur om den rette behandling af Haagerkonventionssager, vil man bemærke, at man i USA normalt er "bekymret", når en forælder hævder, at et barn er bortført, jf. centralmyndighedens hjemmeside på Internettet. Dette er nærmest en standardforeteelse, men det kan i denne sag selvfølgelig ikke danne baggrund for en negativ særbehandling med opbud af politi o.s.v.

Om referatarkene bemærkes, at uanset at Ombudsmanden for så vidt angår spørgsmålet om aktindsigt har givet Direktoratet medhold, mangler der referat af en eller flere telefonsamtaler med Vestre Landsret, ligesom der mangler kopi af breve/telefonsamtaler mellem faderen og Direktoratet, idet Dorrit Sylvest Nielsen i ovennævnte indslag i radioens "Indblik" har givet udtryk for, at der har været sådanne henvendelser.

Ad pkt. 4: "De særlige omstændigheder".

Det er korrekt, at Civilretsdirektoratet den 21. november 2001 har skrevet, at de særlige omstændigheder var faderens frygt for at moderen skulle gå under jorden.

Hertil skal bemærkes: Denne forklaring kom først knapt 3½ år efter sagens afslutning og efter talrige forespørgsler. Grunden til, at det først lykkedes at få forklaringen så sent, skyldes formentlig dens indhold. Skulle den omstændighed, at en forælder blot meddeler, at han er nervøs for, at den anden part eventuelt vil gå under jorden, være tilstrækkelig begrundelse til, at dommerfuldmægtigen skal kontakte Direktoratet, inden hun foretager sig yderligere, og skulle gentagne faxer herom gøre argumentet bedre.

Dommerfuldmægtigen mente selv den 17. juni 1998, at man ikke af omstændighederne i den konkrete sag kunne se, om der var en reel fare for, at Kirsten Chesnut kunne tænkes at gå under jorden, jf. bilag 8. Men hun ændrede i løbet af få dage holdning og foretog den helt ekstraordinære fogedforretning, hvormed sagen i realiteten var afgjort. I denne forbindelse skal nævnes, at Kirsten Chesnuts søster aldrig har inviteret Kirsten Chesnut og sønnen med på ferie til Frankrig. Det stemmer heller ikke med dommerfuldmægtigens retsbogsudskrift, hvor den omhandlede telefonsamtale er nedskrevet.

Kirsten Chesnut har aldrig ønsket at blive i Danmark og hun ønsker fortsat at vende tilbage til USA til sin søn, sin bolig, at gøre sine studier færdige og fortsat leve i USA. Imidlertid var faderen allerede inden Kirsten Chesnuts afrejse i kontakt med det amerikanske politi for at anmelde hende for kidnapning, og han har senest i efteråret 2001 sørget for, at en fængselsdom på 6 måneders fængsel for børnebortførelse opretholdes, således at Kirsten Chesnut hele tiden har stået i den situation, at hun vil blive arresteret, hvis hun sætter sine ben på amerikansk jord.

Efter pres fra Kirsten Chesnut via Civilretsdirektoratet og den amerikanske centralmyndighed annullerede retten i Louisiana fængselsdommen i august 2001. Men faderen anlagde så straks sag mod Civilretsdirektoratet ved retten i Louisiana med krav om, at fængselsdommen skulle genindføres. Der blev fastsat et retsmøde til den 28. november 2001, og vi tryglede Civilretsdirektoratet om at lade sig repræsentere i retten for at protestere, men trods gentagne opfordringer nægtede Civilretsdirektoratet at foretage sig noget. Resultatet blev som forventet, at der blev afsagt en udeblivelsesdom, således at fængselsstraffen igen står ved magt. Stævningen var ifølge amerikansk ret lovligt forkyndt for Civilretsdirektoratet. Vi henviser til bilag 12.

Kirsten Chesnut har aldrig haft nogen som helst motivation for at gå under jorden i Danmark med sin søn, og påstanden om børnebortførelse er alene faderens og hans advokats opfindelse. Dette er i detaljer dokumenteret i bogen: "Strejftog på juraens slagmark", bilag 2.

Med venlig hilsen

Jytte Thorbek og Poul Nielsen